Skal pendlere have højere fradrag på kørsel?: Skatterådet har truffet beslutning om stigende brændstofpriser
Tirsdag har Skatterådet diskuteret, om pendlere skal have et højere befordringsfradrag, siden brændstofprisernes konstante stigning.
De fleste danskere har efterhånden oplevet, at det er blevet væsentlig dyrere, når køretøjet skal tankes. Benzin- og dieselpriserne er støt steget - især efter Ruslands invasion af Ukraine.
Derfor har Skatterådet i dag tirsdag diskuteret, om befordringsgodtgørelsen og kørselsfradraget skal ændres, så de tager højde for de øgede omkostninger, som især pendlere er ramt af i øjeblikket.
Men pendlere må se langt efter ændringer i fradrag og godtgørelse, da Skatterådet besluttede at afvente situationen.
Det skriver Ritzau ifølge TV 2.
»Skatterådet har i dag drøftet en eventuel forhøjelse af kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen på baggrund af de ændrede økonomiske konjunkturer og de stigende benzinpriser, som er forårsaget af blandt andet konflikten i Ukraine,« siger formand for Skatterådet, Jane Bolander, og fortsætter:
»Rådet besluttede efter en grundig drøftelse at udskyde beslutningen til et senere tidspunkt for – om muligt – at have et mere solidt grundlag at træffe beslutningen på.«
Dermed afventer Skatterådet at træffe en beslutning og foretager en ny vurdering af spørgsmålet på næste møde, lyder meldingen. Det forventes at blive den 26. april.
Skatterådet er et såkaldt lægmandsorgan, hvor 19 udvalgte medlemmer drøfter beslutninger om spørgsmål, der bliver indstillet til rådet, som også bistår Skatteforvaltningen ved forvaltningen af lovgivningen om skatter og afgifter, bortset fra lovgivning om told.