Havde travlt med modekarriere: Men Rina Hansen blev lokket hjem til Randers af sin frisør med en avisartikel

Snart flytter Randers Handsker sin butik fra Brødregade om til et nyt lejemål i det tidligere Løveapotek på Torvegade. En epoke i Brødregade er snart slut, men tager sin begyndelse et nyt sted. Her fortæller vi lidt om Rina Hansen, der nu ejer Randers Handsker.

Hvordan er du endt her, hvor du er?

»Åh, det har været en snørklet vej. Jeg er vokset op i Aarhus og havde aldrig tænkt, at jeg skulle ende i Randers og aldrig tænkt, at jeg skulle eje en handskefabrik. Efter katedralskolen tog jeg grundforløbet på Teko (designskole, red.), som man kunne tage i Aarhus, men for at komme videre skulle jeg til Herning, og det skulle jeg bare ikke, så jeg tog i stedet til Australien. Her var jeg i et år og arbejdede med design, indtil min opholdstilladelse udløb, og så tog jeg videre til USA, for jeg ville ikke hjem. Her var jeg også et år, og derefter blev det til otte år i London, så jeg var sammenlagt ude i 10 år, for jeg ville vitterligt ikke tilbage - Danmark var småt og kendt for at skabe billig og kommerciel mode, syntes jeg. Jeg havde fået lyst og smag for at arbejde med luxury brands og craftmanship/artisanship - der findes ikke et dækkende ord for det på dansk - men jeg ville skabe noget ekstraordinært, og herhjemme dengang var det kun firmaer som IC Company og Bestseller.«

»Da jeg som 27-årig var hjemme i juleferien, blev jeg klippet af Thomas, der dengang var 23 år, og som senere endte med at blive min mand. Han sagde allerede dengang til mig, at vi skulle blive gamle sammen, men det var først i 2009, at vi blev gift. Han brugte en artikel fra Berlingske fra 2007, der beskrev, hvordan Randers Handsker havde potentialet til at blive Danmarks svar på Gucci, som lokkemiddel til at få mig hjem til Danmark og lovede, at det ville ske.«

»Og så begyndte en lang kurtisering til Arne (Vejrum, red.). Første gang Thomas tog kontakt var i 2009, men Arne afviste ham pænt og diplomatisk, men vi havde en mærkelig fornemmelse af, at det ville komme til at ske. Vi kontaktede ham derefter et par gange årligt, altid på mail eller telefon. Vores første fysiske møde havde vi lillejuleaften 2016, hvor jeg troppede op ved handskefabrikkens port med en julekurv i hånden, for så kunne han da ikke afvise mig, tænkte jeg, og det gjorde han heller ikke. Det var kærlighed ved første blik, og Arne fortalte allerede fem minutter inde i mødet at han havde fornemmelsen af, at det var et skæbnesvangert møde.«

»Men der gik 2,5 år mere, hvor vi mødtes med Arne hver anden fredag 15.45 hele familien og talte værdier og alt andet end forretning. Senere har jeg fundet ud af, at der har været mange andre bejlere - både kapitalfonde og andre danskejede virksomheder - men de havde ikke samme tålmodighed, og Arne ledte efter en ny familie, der kunne overtage hans familievirksomhed, for det kræver, at hele familien støtter op omkring sådan et projekt.«

»Vi skrev endeligt under i februar 2019. Forinden da var jeg ulønnet praktikant i næsten et år, hvoraf jeg arbejdede jeg på fuldtid i et halvt år. Derefter gav de første to år kun en symbolsk løn, men jeg havde også lagt til side af min tidligere direktørløn.«

Hvad er det bedste i dit arbejdsliv?

»Det er at have fået lov til at redde en af de danske kulturperler og give den nyt liv og bringe den ind i fremtiden. Jeg føler mig heldig, men der er også en del ærefrygt forbundet med det. Hvem er jeg, der tror, at jeg kan det, og kan det lade sig gøre?«

Hvad er den største udfordring?

»Det er, når jeg bliver presset, fordi jeg har for meget på tallerknen. Hvis jeg ikke får sovet nok og brænder mit lys i begge ender. Så bliver jeg bekymret, og så har jeg brug for at tage noget tid ud til et refleksionsrum. Så rejser jeg væk, gerne til London, når corona ikke har forhindret det, for at være i et inspirerende miljø med meningsfulde, lækre brands, der giver mig blod på tanden igen. I disse dage er det nærmere en tur til København, en gåtur eller en hjemmearbejdsdag.«

Hvad er din største arbejdsmæssige succes/hvornår nåede du en milepæl?

»Det er et svært spørgsmål. I den her branche er man aldrig bedre end sin næste kollektion. Men det var en milepæl, da jeg afsluttede min ph.d. Randers Handsker er min livsmission, så den slutter aldrig. At købe skov for at blive CO2-positive var også en milepæl, men det arbejde er heller ikke færdigt dér.«

Hvad er dit modigste valg/beslutning?

»Det er helt sikkert at gå med beslutningen om at overtage Randers Handsker. Jeg er uddannet og trænet efter den helt typiske karrierestige, så det betød, at jeg skulle slippe alt, hvad jeg havde opnået i hele min karriere, som også var en stor drøm, som jeg havde knoklet for i 20 år. Det at skifte en sikker karriere ud med selventreprenørskab er en drøm, mange går med, men ikke alle har muligheden, og det er bestemt heller ikke for alle. Det giver flossede nerveender.«

Hvad er din største arbejdsmæssige fiasko, og hvad har du lært af den?

»Jeg kan ikke nævne en konkret ting, men det, jeg fortryder mest i bagklogskabens klare lys, er, at jeg som ansat glemte at lede positivt opad. Jeg har altid brugt ufatteligt meget tid på at på at gøre mit team dygtigt og stærkt, så chefen så godt ud. Det troede jeg var succesformlen, men jeg glemte at se min chef som et menneske, der også skal roses og udvikles.«

Hvad ved folk ikke om dig?

»At jeg elsker burlesque og poledance, og jeg har en polestang i huset. Den slags motion giver styrke og er fantastisk sjovt.«

Hvad er en god leder?

»Det er en, der bruger sit virke til at udvikle sit team, sådan at individerne tilsammen bliver stærkere. Og også husker at lede opad.«

Hvad er din største styrke og din største svaghed?

»Min styrke er at kunne bygge et brand, der giver mening og glæde, både for dem, der er i det, og for dem omkring det - altså samfundet. Min svaghed er nok min ængstelse, som jeg endnu ikke helt har evnet at kue. Hvis jeg ikke husker at få sovet og motioneret, så råber både det mentale og det kropslige vagt i gevær, men der er jeg ikke disciplineret nok endnu og stopper først op tre skridt senere. Om 10 år håber jeg at kunne stoppe op et halvt skridt, før det sker.«

Hvad drømmer du om – arbejdsmæssigt såvel som privat?

»Min dagligdag og mit arbejdsliv er vævet sammen, så det handler ikke om at finde en balance, for det er en livsstil. Men jeg vil også gerne, at mine døtre oplever noget andet end Randers. Til foråret tager vi derfor to uger til Paris, hvor vi skal være kulturelle og gå på museer og i butikker. Jeg vil gerne, at de oplever andre kulturer, for ellers bliver man snæversynet og kommer til at gå i en ”Randers-boble”.«

Hvad er målet for 2022?

»Det overordnede mål er at skabe det smukke danske håndværk og værne om designet og den kulturperle, som Randers Handsker er, og hvert år er der nye skridt. Vi åbner et retail-oplevelsesunivers i Randers (i det gamle Løve Apotek i Torvegade, red.), og så bygger vi videre på Aarhus. Vi vil også gerne finde et sted i København. Og så har vi relanceret vores website med nye spændende produkter og brandoplevelser. På sigt er det Rhanders-Skov, som ligger 30 kilometer nord for byen, hvor vi har 6,5 HA skovområde, hvor drømmen er at reintroducere kalmus vandplanten, der i 1700-tallet gjorde Randers Handsker berømte (fordi citrusduften neutraliserede garverlugten og efterlod en velduft i skindene, red.).«

Hvor ser du dig selv om 10 år?

»Jeg vil hellere sige, hvor jeg ser mig selv om 20 år. Så er jeg i midten af tresserne og ved at give Randers Handsker videre til næste generation. Ikke nødvendigvis til mine døtre, men til dem, der er bedst klædt på. Jeg skal nå det, før jeg bliver 80 år, som ellers har været en tradition i virksomheden gennem de sidste 200 år. Jeg vil gerne overlevere Randers Handsker sundt og godt, så det kan leve videre de næste 100 år og positionere sig som et ”heritage brand” lige som Royal Copenhagen og Georg Jensen. Det glæder jeg mig til.«

»Jeg bor i Rhanders Skov med min mand, og så har vi en lejlighed i storbyen, for jeg savner storbyen. Måske bliver det lige som dengang, vi startede med at se hinanden, og vi vekslede mellem naturen i Skanderborg, hvor Thomas boede, og London, hvor jeg boede.«