50 år i butik: Nu er der frihedssalg
Mille B lukker. Ejer glæder sig til livet som pensionist og har omdøbt ophørssalg til frihedssalg
Butikken i Adelgade med brugskunst og tøj har aldrig i sin tid som Mille B været så tom, som den er nu. Der er gang i det helt store ophørssalg, eller frihedssalg, som skiltene på facaden fortæller, og der er allerede ryddet godt ud i varelageret.
Det skal dog ikke forstås sådan, at ejer af Mille B, Birgit Ditlevsen, har oplevet sine 50 år bag butiksdisken som det modsatte af frihed. Tværtimod. Hun har nydt det, og har svært ved at forstå, at der nu er gået et halvt århundrede.
Salling Group
»Alt har en tid, og nu er det tid til at lave noget andet,« siger Birgit Ditlevsen, som kaldes Mille. På programmet står sejlture og golf, og så er der også både hus i Højbjerg, sommerhus i Femmøller og lejligheden over butikken at passe.
»Du kan godt skrive, at jeg er blevet investor. I de her tider er det bedre at have ejendom end penge i banken« siger hun med et skævt smil.
»Lokalet her er allerede lejet ud. Det er til Salling Gorup, men jeg ved ikke helt præcist, hvad de skal sælge herfra. De har i hvert fald også kigget på haven, så måske skal de have et salgstelt derud, som jeg også tidligere har haft.«
Gratis parkering
Birgit Ditlevsen har generelt været godt tilfreds med at være forretningsdrivende i den gamle købstad. Hun smækker på ingen måde med døren, har været godt tilfreds med sine kolleger i de andre butikker, men hun vil alligevel gerne levere et par pointer om butikslivet i byen.
»Her er dødt om vinteren. Jeg har klaret mig med min webshop, og det er da også på grund af den, at jeg havde det bedste år nogensinde sidste år. Men bare fordi, at der fra efterårsferie til påske intet sker her i byen, så hjælper det altså ikke noget, at folk holder lukket. Kunderne skal da ikke komme til en lukket dør. Så dør byen først for alvor«
Lidt nytænkning ville også klæde de brostensbelagte handelsgader.
»Jeg synes, at handelsstandsforeningen trænger til lidt frisk blod. Det har jeg også sagt til formanden Hanne sloth, som er min nabo. Hvad med at kalde det en cityforening i stedet for og få nogle af de unge til at stå i spidsen for det? Og så forstår jeg simpelthen ikke, at der ikke indføres gratis parkering.«
Kunderne er de bedste
24. april er sidste åbningsdag. Så starter det nye søde pensionistliv i frihed. Birgitte Ditlevsen har tidligere haft butik i Hørning Butikscenter gennem mange år. Hun har også været forbi en uddannelse som pædagog og arbejdet på et krisecenter. Det er 14 år siden, hun åbnede Mille B i Adelgade.
»Jeg kommer til at savne mine kunder noget så frygteligt. Der er altid lige nogle faste kunder, som stikker hovedet ind og snakker.«
»Vi kommer også til at savne dig,« siger en kvinde med favnen fuld af tilbudsvarer, som forklarer, at det er en tradition, at hun altid lige skal ind at vende ved Mille B når hun er i sommerhus i byen.
»Nu glæder jeg mig til at komme ud at lege. Det er dér, friheden ligger for mig, at jeg får tid til en masse sjove ting. Og så er det bare bare mere positivt at sige frihed end ophør,« afslutter ’Mille’.