Fortsæt til indhold

Cool Uden Røg: 5.000 til til tre piger fra 7. c på Hornslet Skole

Tre friske piger fra Hornslet Skole vandt Kræftens Bekæmpelses fotokonkurrence ”Cool Uden Røg” i Region Midtjylland

Samfund

HORNSLET Der vankede en stor check på 5.000 kroner til Frederikke, Mathilde og Olivia fra 7. c på Hornslet Skole mandag formiddag. De har simpelthen vundet Kræftens Bekæmpelses fotokonkurrence ”Cool Uden Røg” i region Midtjylland. Pigernes foto var blandt de 5 bedste, der nåede til regionens finale.

Pigerne og klassen vidste intet på forhånd om, at Marianne Falch, næstformand for Kræftens Bekæmpelse, Syddjurs Lokalforening, ville dukke op i klassen og fortælle det glade budskab.

Vinderfotoet viser tre glade piger i en sky af efterårsblade. Ifølge eleverne er motivet cool, fordi, ’det er cool at være cool med sine cool venner’.

”Vi havde forventet, at eleverne ville fotografere mennesker, der er cool på grund af fx smart tøj, attitude eller særlig kunnen. Men vi blev overraskede. Billederne viser, at det ifølge de unge er ligeså cool at være en god ven, som det er at være smart eller dygtig,” lød det fra Marianne Falch, da hun hyldede de tre piger foran resten af klassen.

Der var flere forslag til, hvad de mange penge skal gå til - måske en klassefest eller den kommende klasseekskursion for 7. c. Måske Frederikke, Mathilde og Olivia har et bud, når de lige har fået armene ned igen efter mandagens gode overraskelse.

For mange ryger

Fotokonkurrencen er en del af et kort undervisningsforløb om rygning og identitet. I undervisningen har eleverne snakket om, hvad der gør en person cool og om årsagerne til, at nogle begynder at ryge. I år er det fjerde gang, Kræftens Bekæmpelse afholder fotokonkurrencen Cool Uden Røg.

Med fotokonkurrencen vil Kræftens Bekæmpelse give skolerne lyst til at arbejde med rygeforebyggelse. For der er stadig alt for mange unge, der bruger deres lommepenge på cigaretter.

Fakta

I Region Midtjylland deltog 27 klasser med hundredvis af billeder i konkurrencen. Vinderbillederne blev valgt af et dommerpanel fra Kræftens Bekæmpelse.

Se alle finalefotos på www.xit-web.dk/cool