Folketingsvalg: Jens Meilvang er rykket tættere på Christiansborg
Meldingen om, at nuværende folketingsmedlem Carsten Bach forlader Østjyllands Storkreds for i stedet at blive spidskandidat på Fyn, øger Jens Meilvangs chancer for at komme i Folketinget
Jens Meilvangs chancer for at få en stol hos Liberal Alliance på Christiansborg efter næste folketingsvalg, der senest skal være afviklet 17. juni 2019, er blevet forøget væsentligt efter, at det nu er en kendsgerning, at nuværende folketingsmedlem Carsten Bach er blevet partiets spidskandidat på Fyn.
Et kandidatur, der blev ledigt, da uddannelsesminister Merete Riisager i sidste måned meddelte, at hun ikke genopstiller.
Ved folketingsvalget i 2015 opnåede Carsten Bach 1.931 personlige stemmer i Østjylland og blev valgt ind på et tillægsmandat - sammen med spidskandidaten Ole Birk Olesen.
Han stod placeret som nummer to på Liberal Alliances liste i Østjylland til det kommende valg efter Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.
”Carsten Bachs overgang til Fyn betyder, at jeg automatisk rykker op på andenpladsen efter Ole Birk Olesen, og jeg vurderer selvfølgelig, at det øger mine chancer for at komme i Folketinget, og det er også hvad andre med forstand på den slags har sagt til mig,” siger Jens Meilvang.
Er klar til valgkamp
Jens Meilvang er i fuld gang med at markedsføre sit kandidatur på Djursland og i Randers-området.
”Jeg har et godt hold, der hjælper mig, og jeg bruger selv alt mit krudt på politik,” siger Jens Meilvang, der arbejder som politiker på fuld tid.
”Jeg passer jobbet som udvalgsformand og kommunalpolitiker sideløbende med min valgkampaktiviteter, men har ellers ikke andet arbejde, der fylder.”
Jens Meilvang har også droslet sin private projektvirksomhed ned til noget nær nul.
”Jeg udlejer lidt ejendomme og forretninger. Det er stort set alt, hvad det bliver til.”
Den dag statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trykker på valgknappen, er Meilvang derfor toptuned og klar.
”Jeg er indstillet på tre intensive ugers valgkamp med masser af møder plus aktiviteter på de sociale medier. Jeg tror, at det bliver ret så afgørende for, hvordan jeg klarer mig på de sociale medier, og heldigvis har jeg gode folk til at hjælpe mig.”
Over 2.000 stemmer
Jens Meilvang skal realistisk bedømt have samlet et pænt stykke over 2.000 personlige stemmer for at komme i nærheden af Christiansborg. Ved folketingsvalget i juni 2015 fik Liberal Alliance 3.039 stemmer i Djurskredsen - 5,9 procent af stemmerne.
Ved kommunalvalget i november 2017 fik han 1.024 personlige stemmer i bare Norddjurs Kommune. Ved folketingsvalget kan han trods alt gå ud i hele Østjylland og stemme dørklokker.
En disciplin, som den ’afgåede’ Carsten Bach mestrede i 2015, hvor han overraskede mange ved at samle stemmer nok til at få et tillægsmandat.
Nu skal Jens Meilvang vise, at han kan følge trop.