Fortsæt til indhold

Tove Dyrbye udnævnt til æresmedlem i Radio Favrskov

Æret for 30 års tro tjeneste på den lokale radio.

Samfund

Tove Dyrbye fra Hadsten var sammen med Knud Jørgensen og Egon Christensen med til at stifte Radio Favrskov for 30 år siden.

Igennem årene har hun været med i bestyrelsen og fungeret som programchef, studievært, kontordame, rengøringsdame og meget andet.

Tove har rundet de 80, men er stadigvæk aktiv som studievært med programmet Tryllefløjten, der normalt kan høres om søndagen klokken 12-13. Her spiller hun opera og øser ud af sin store viden om denne musikgenre, som Tove går meget op i.

»Altid med gåpåmod og smittende begejstring. Hun er et livstykke,« fortæller radioens formand Thøger Opstrup, som på den nylige generalforsamling fik lov at hylde og udnævne Tove Dyrbye som æresmedlem af Radio Favrskov.

Radioen holder til i det kommunale sundhedscenter i Stationsstræde i Hadsten sammen med Favrskov Rusmiddelcenter og STU, Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.

Ved generalforsamlingen blev Thøger Opstrup genvalgt som formand. Resten af bestyrelsen består af kasserer Sven Jensen, næstformand Lillian Hellegaard, programchef Ib Bergmann, Bo Jensen, Niels Hedegaard og Frank Vester.