Spiga1991 åbner, når marts bliver til april i den tidligere bagerbutik
Langt om længe er parret Samantha Anne Rasmussen og Yannick Di Marcantonio klar til igen til at divertere med italienske gourmet pinsaer fra den tidligere bagerbutik i Kolind Midtpunkt.
Parret bag Spiga1991 i Kolind, Samantha Anne Rasmussen og Yannick Di Marcantonio, er langt om længe parate til at åbne forretningen igen efter en længere pause, som har varet siden årsskiftet.
Det sker 1. april i den tidligere bagerbutik i Kolind Midtpunkt.
Duoen tog mange med storm i Kolind og omegn, da de i 2020 første gang præsenterede deres koncept med italienske gourmet pinsa (Romersk pizza) i flere varianter. Alle tilberedt af økologiske råvarer og udelukkende vegetarianske pizzaer.
Hjemme skal pizzaerne i ovnen 5 minutter, før man har en sund, velsmagende pizza til aften. Der vanker et righoldigt måltid mad.
Kunderne kan sågar også vælge blot at købe en bund og selv trylle videre og komme tilbehør på derhjemme.
Det skete i de lokaler på Bredgade, som engang var hjemsted for Kafé Kolind.
New Yorker stil
Der blev imidlertid for trangt på Bredgade, og derfor slog parret til, da muligheden for at leje den tidligere bagerbutik i Kolind viste sig mulig.
Her har Samantha Anne Rasmussen og Yannick Di Marcantonio fået opfyldt deres ønske om at få New Yorker-stilen til Kolind, og det har de fået.
New Yorker-stilen, som også kaldes urban living, kommer fra 60’erne, da den unge generation af kunstnere i New York begyndte at arbejde med kunst i store formater, og derfor havde brug for mere plads. De flyttede ind på lofter i nedlagte fabriksbygninger og skabte dermed en ny form for home-work-studio. I forlængelse heraf blev det in at bo stort og råt.
»Vi åbner med reception lørdag 2 april i tidsrummet 11-13,« siger Samantha Anne Rasmussen.
Spiga betyder i øvrigt korn på italiensk, og 1991 er Yannick Di Marcantonios fødselsår. Deraf navnet på den nyeste gourmetbutik i Kolinds bymidte.