Ebeltoft Fjernvarme runder 2000 tilsluttede ejendomme
Der er i øjeblikket stor interesse for at blive tilsluttet fjernvarme.
I kølvandet på de stigende priser på både elektricitet og olie oplever Ebeltoft Fjernvarme en stor interesse for at blive tilsluttet den lokale fjernvarme. Fredag 18. marts kunne fjernvarmeværket tilslutte sin måler nummer 2000.
Det var Frederik Gaardsmand Møller på Dråbyvej, der fik måler nummer 2000 installeret. Driftsleder Niklas Ringbøl Bitsch kom i dagens anledning forbi Dråbyvej med en lille buket og gave til Frederik som markering af milepælen. Nu kan Frederik nyde godt af fordelene ved fjernvarme frem for at opvarme sit hus med oliefyr.
Spredt over hele byen
Niklas fortæller, at antallet af tilslutninger fortsætter med at vokse.
»Efter en ”hård spurt” med tilslutning af 72 nye forbrugere i 2021 og 39 indtil nu i 2022 var det en stor tilfredsstillelse at nå til opsætning af måler nummer 2000. Der er allerede tilsluttet mange på Dråbyvej, men ellers er tilslutningerne spredt over hele byen,« udtaler driftlederen.
Der er blandt andet tilsluttet fjernvarme i de mange nye lejligheder, som Djursbo har færdiggjort både i bebyggelsen Skanseparken og på Carl Th. Dreyersvej, hvor der også er lavet fjernvarme i nogle nybyggede huse på vejen.
»Der bliver ved med at være godt gang i de nye tilslutninger. Vi konverterer stadig både fra oliefyr og elvarme, og vi har en hel del nybyggeri, som også vælger vores fjernvarme«, slutter Niklas.