Fortsæt til indhold

Kommunens største institution indviet: Plads til 192 børn, men er ramt af personalemangel

Børnehuset Løvstikken i Nye blev torsdag indviet af rådmand. Med 192 pladser er institutionen kommunens største.

Samfund

Torsdag var den røde løber rullet ud for at markere den officielle indvielse af kommunens største institution.

Seancen foregik i Aarhus’ hurtigt voksende bydel, Nye, i Børnehuset Løvstikken, der har plads til 192 børn.

I første omgang var det planen, at Børnehuset Løvstikken skulle stå klar til brug i juni 2021, men som så meget andet blev projektet forsinket af coronapandemi og mangel på byggematerialer. Institutionen har kostet 42 millioner kroner at opføre.

Der er simpelthen mangel på pædagoger. Vi har rekrutteringsudfordringer.
Marianne Brøndum Svenningsen, leder i Hårup-Elev Dagtilbud

»Vi rykkede først ind i det nye hus i slutningen af oktober, men udsatte indvielsen på grund af corona-situationen, og så har vi manglet møblement. Vi ville gerne holde indvielse, når vi havde noget at vise frem, og dét har vi nu,« forklarer leder i Hårup-Elev Dagtilbud Marianne Brøndum Svenningsen.

Hun holdt selv tale ved indvielsen, hvor også Børn og Unge-rådmand Thomas Medom (SF) kiggede forbi for at klippe den røde snor og sige et par ord.

Thomas Medom holder tale for de fremmødte. Ved siden af ham står dagtilbudsleder i Hårup-Elev Marianne Brøndum Svenningsen og leder af Børnehuset Løvstikken Mette Aaskov Hammer. Foto: Hårup-Elev Dagtilbud

»Det gik rigtig fint, og vi havde vejret med os. Børnene sang velkomstsang, og efter flere taler, var der rundvisning,« fortæller Marianne Brøndum Svenningsen.

Og børn er der stadig plads til i den nye institution, som med tiden kommer til at bestå af seks børnehavegrupper og seks vuggestuegrupper. I øjeblikket er der 32 vuggestuebørn og 27 børnehavebørn indskrevet.

Der var guitarspil og sang til indvielsen. Foto: Hårup-Elev Dagtilbud

»Vi får børn ind to gange om måneden, så vores institution skal nok blive fyldt op. Også fordi nybyggeriet fortsætter her i Nye. Der er jo vildt gang i væksten og virkelig sket meget, siden vi havde første spadestik for to år siden. Men vi er nødt til at bede pladsanvisningen om at bremse op, fordi vi skal kunne følge med i forhold til ansættelser, og dét er en kæmpe udfordring. Der er simpelthen mangel på pædagoger. Vi har rekrutteringsudfordringer,« siger dagtilbudslederen, som vurderer, at der bliver brug for 45 medarbejdere, når Børnehuset Løvstikken er fyldt op med børn i alderen 0 til 6 år.

I øjeblikket er der 16 medarbejdere.