Vindmølleprisen 2022: Hæder til vindmøllepioneren fra Vrinners Hoved
Wind Denmark har nyligt uddelt årets vindmøllepris. Den gik til en trio. En af de tre, der løb med hæder, er journalist og vindmøllepioner Torgny Møller, som i 1976 rejste en af de første danske vindmøller ved sit hjem på Vrinners Hoved på Mols.
Wind Denmark, der er en fælles organisation for danske vindmølleejere og vindmøllebranchen, har uddelt årets vindmøllepris.
Vindmølleprisen tildeles personer eller projekter, der har ydet en særlig indsats for vindenergi, og i år gik prisen til en trio.
På Ejerforums årsmøde i Vingsted modtog Torgny Møller, Strange Skriver og Kristian Jakobsen Vindmølleprisen 2022. De tre modtog prisen for deres indsats med at samle de danske vindmølleejeres tekniske, politiske og organisatoriske interesser og dermed være med til at støbe det fundament, der har gjort Danmark til et grønt foregangsland i hele verden.
Torgny Møller er det lokale islæt i trioen.
Han kom i 70’erne til Mols som dagbladet Informations Jyllands-korrespondent, og i 1976 var han med til at skyde det danske vindmølleeventyr i gang, da han rejste en af de første danske vindmøller - en 22 kW Rissager-vindmølle - ved sit hjem på Vrinners Hoved på Mols.
To år efter lagde Torgny Møller hus til, da Danmarks Vindmølleforening blev stiftet ved hans køkkenbord i 1978.
Naturlig Energi
Fra 1978 til 2019 var Torgny Møller redaktør for Danmarks Vindmølleforenings medlemsblad Naturlig Energi, hvori vinderen af Cavlingprisen 1971 (for sin journalistik om ulykken ved Lindø-værftet i marts 1971) ristede mangen en rune med sylespids skarphed og blev vindmølleejernes fremmeste bannerfører i den rivende politiske og tekniske udvikling.
»Vindmølleprisen tildeles Torgny Møller, Strange Skriver og Kristian Jakobsen for den indsats, som de har ydet for den danske vindmøllesektor i almindelighed og de danske vindmølleejere i særdeleshed. Med prisen ønsker vi at markere og anerkende den historiske hovedrolle, som de tre modtagere hver især har haft med at samle danske vindmølleejere i én forening, hvor både store og små vindmøllejere har følt sig hjemme,« udtaler Per Bjerke Hansen, bestyrelsesmedlem i Wind Denmark’s Ejerforum, der tildeler Vindmølleprisen, til winddenmark.dk.
Prisen er tidligere tildelt tidligere Miljøminister, afdøde Svend Auken, forhenværende administrerende direktør for Dong Energy, Anders Eldrup, DRs klimaekspert og vejrvært Jesper Theilgaard mfl. Prisen er uddelt siden 1990.
Wind Denmark er pr. 23. marts 2022 fusioneret med Dansk Energi og Dansk Solkraft til Green Power Denmark.
Ved Wind Denmark’s generalforsamling stemte 98 pct. af medlemmerne ja til fusionen.