Fortsæt til indhold

3,4 millioner fra A. P. Møller-fond til at undgå fravær i skolen

Norddjurs Kommune sætter mere gang i projekt "På forkant med fravær" efter stort tilskud.

Samfund

3,4 millioner kroner. Så mange penge har Den A.P. Møllerske Støttefond bevilget Norddjurs Kommune, der takket være det store beløb kan sætte gang i projektet ”På forkant med fravær”, der skal munde ud i en intensiv og håndholdt indsats omkring elever med begyndende fravær i skolen. Målgruppen er skolebørn og deres familier i hele Norddjurs Kommune.

Langt de fleste børn og unge går glade i skole hver morgen. For dem, er skoletiden forbundet med glæde og motivation og byder på stærke fællesskaber. Men for nogle børn og unge starter dagen med ondt i maven og det kan virke helt uoverskueligt at få pakket skoletasken og træde ind over dørtærsklen til skolen.

Før kom vi aldrig til bunds i, hvad årsagerne rigtig var. Noget af det vi har fået ud af at være med i projektet er, at der altid er en årsag, det er ikke bare magelighed eller dovenskab eller mor, der tilbyder, at barnet kan blive hjemme. Der er nogle helt andre mekanismer i gang for de børn
Christine Storgaard

Ofte er fraværsproblematikker komplekse at få løst, og det kalder på en vidtrækkende og systematisk indsats, med et systematisk løft både i hjemmet og i skolen.

Det arbejder afdelingerne i Norddjurs Kommune målrettet sammen om at sikre. Og det foregår i et tæt samarbejde med skolerne og især familierne. Med bevillingen fra Den A.P. Møllerske Støttefond bliver arbejdet nu intensiveret.

Udrulning af succesfuld indsats

Norddjurs Kommune har i de seneste to år afviklet et forsøg på Søren Kanne-skolen i Grenaa i forhold til at tilbyde en meget håndholdt indsats, der skal forebygge skolefravær. Indsatsen foregår i tæt samarbejde mellem Myndighedsområdet, Forebyggende, og tidlig indsats (FTI) samt Trivsel og Læring (PPR).

Afdelingslederne fra Søren Kanne-skolen kan sagtens se fornuften i at rulle projektet ud til hele kommunen, for det har nemlig vist sig at være en stor hjælp i deres samarbejde med familierne om at få skabt større trivsel og skolefremmøde for de enkelte børn.

»Før kom vi aldrig til bunds i, hvad årsagerne rigtig var. Noget af det vi har fået ud af at være med i projektet er, at der altid er en årsag, det er ikke bare magelighed eller dovenskab eller mor, der tilbyder, at barnet kan blive hjemme. Der er nogle helt andre mekanismer i gang for de børn,« siger afdelingsleder af afdelings Søndre i Søren Kanne-skole, Christine Storgaard i en pressemeddelelse fra kommunen.

Ingen oplever at stå alene

Med midlerne fra Den A.P. Møllerske Støttefond vil vejen til hjælp med begyndende skolefravær nu være kort for børn i hele kommunen. Netop den hurtige visitation er ét af pejlemærkerne i hele projektet.

»Vi reagerer hurtigt. Vi visiterer til projektet hver uge, og familien kontaktes indenfor 14 dage, fra vi får henvisningen. Og så holder vi ellers fast,« siger specialvejleder Mette Witting Rævsgaard, som har været tilknyttet projektet fra starten af.

”På forkant med fravær” tilbyder familien en tovholder, der koordinerer og følger op, og som samtaler med både professionelle, forældre og eleven selv. På den måde arbejdes der målrettet på at klæde både eleven, forældre og lærere på til at hjælpe på vej mod en stabil skolegang – ingen oplever at stå alene og ansvaret for succes bæres af mange skuldre.

Det har en forælder til en pige i 3. klasse mærket på egen krop.

»Den største hjælp i forløbet har været, at vi som familie, er blevet set og hørt i forhold til de udfordringer, vi har stået med. Vi fik en yderst faglig, menneskelig og kompetent fagperson, som tovholder igennem hele forløbet,« siger pigens mor i pressemeddelelsen.

Afdelinger arbejder sammen

Indsatsen kræver et tæt og koordineret samarbejde mellem de forskellige afdelinger i kommunen – helt fra dag 1. Intentionen er at skabe en helhedsorienteret indsats, hvor indsatserne er koordineret efter eleven og familiens behov.

Den helhedsorienterede indsats er et element, som man arbejder med mange steder i kommunen, og derfor glæder det også skole- og dagtilbudschefen, Lene Mehlsen Thomsen, at det ser ud til at lykkes netop her.

»Det giver utrolig god mening, at vores afdelinger arbejder tæt sammen på et så tidligt tidspunkt, som det er tilfældet her. Vi får mulighed for at koordinere og samarbejde om familiens muligheder og udfordringer, så vi kan sætte tidligt og rigtigt ind fra starten af,« siger hun.

Trivslen op og fraværet ned

Forskning peger på, at en tidlig indsats kan modvirke, at skolefraværsproblematikker udvikler sig til langstrakte forløb med inddragelse af eksempelvis børne-ungdomspsykiatrien. Den tidlige indsats skal være med til at forebygge, at trivsel for eleven og for den øvrige familie ikke bliver for dårlig.

Derfor er kernen i projektet at have en hånd under de fraværsramte skoleelever mens fraværet er i sin begyndelse. Et specialuddannet fraværsteam bestående af psykologer og specialvejledere skal i projektet møde eleverne i øjenhøjde og arbejde med de komplekse problematikker, der ofte ligger bag et begyndende fraværsproblem.

»Projektet ”På forkant med fravær” skal sikre, at flere elever med modstand mod at komme i skole bliver en del af det fællesskab som folkeskolen udgør. Skolefravær er helt naturligt et udtryk for en elev, der ikke er i trivsel, og det ser vi også, påvirker resten af familien. Vi er derfor utrolig glade for bevillingen fra Den A.P. Møllerske Støttefond, og vi kan slet ikke vente med at få rullet projektet ud til hele kommunen,« siger skole- og dagtilbudschef, Lene Mehlsen Thomsen.