Fortsæt til indhold

Henrik Møller Jørgensen kan forudsige den laveste pris på strøm til sin elbil

Det er muligt at spare mange penge med enkle midler. Sådan lyder meldingen fra Henrik Møller Jørgensen, der er civilingeniør og har udviklet et computerprogram, som kan forudsige de bedste tidspunkter at købe strøm på til sin Hyundai Kona Electric. Det er prognoser, han deler med alle.

Samfund
Jens Overgaard

En usikker tid med elpriser, der kan skyde i vejret fra den ene dag til den anden, kan pludselig gøre det meget dyrere at være ejer af en elbil, når der skal fyldes strøm på.

Det stod klart, efter at mange i fjor oplevede store og pludselige stigninger. Igen i denne tid er kWh-taksterne ustabile. Men det er muligt at være på forkant.

Det er tilfældet hjemme hos Henrik Møller Jørgensen, der er ejer af en Kona Electric, og som uddannet civilingeniør har et stort kendskab til energimarkedet. Han har nemlig lavet sit eget computerprogram, så han kan være et hestehoved foran udviklingen og forudsige, hvordan prisen på el udvikler sig.

Det betyder, at han kan starte vaskemaskinen, tørretumbleren eller lade elbilen op, når strømmen er billigst.

Mange informationer samles

Bagved ligger en masse tal og oplysninger, forklarer Henrik Møller Jørgensen.

»Lidt forenklet, så har jeg lavet et program, der samler en masse data, som jeg bruger til at udregne, hvornår elpriserne er billigst. Jeg indsamler bl. a. data om vind, sol og temperaturer, der gør det muligt for mig at lave en elpris-udsigt ni dage ud i fremtiden, og indtil videre har mine prognoser holdt,« siger Henrik Møller Jørgensen, der også står bag facebooksiden ”Grønnere elforbrug”, hvor han deler prognoser for priser samt tips til at nedbringe ens daglige elforbrug, og hvor mange andre elbilejere også henter inspiration.

Lad om natten

Det betaler sig at tænke sig om. Elprisen er nemlig et produkt af udbud og efterspørgsel, og for familier, som har valgt en variabel elprisaftale, svinger elprisen i alle døgnets timer.

Derfor kan der være mange penge at spare på kontoen, hvis man som elbilejer tænker over, hvornår man får opladet elbilen til den billigste pris.

»Hvis du gerne vil have fingrene i den allerbilligste strøm til din elbil, skal du typisk sørge for at oplade mellem klokken et og tre om natten.

Tilmed er strømmen ofte også grønnere om natten, så det er godt for klimaet såvel som for pengepungen at planlægge opladningen efter det,« siger Henrik Møller Jørgensen.