Kæmpe trampolin-park tager form i Højbjerg
Åbningsdagen ligger fast til 17. december, og i sidste uge ankom de første trampoliner til stort hoppe-land
Rush Trampolin- og Oplevelsespark fik i sidste uge leveret det første materiale til det, som skal blive til mere end 1.700 kvadratmeter trampolin-areal i to 4000 kvadratmeter kæmpe haller på Søren Nymarks Vej i Højbjerg - hvor SegWorld tidligere lå.I alt bliver cirka 17 containere sendt fra Rush’s hovedkontor i Georgia, USA, så de tre første containere var blot den spæde start.
Åbning er blevet forsinket
Leveringen af trampolinerne kommer noget senere, end hvad Rush først havde håbet på. Produktionen af dem var nemlig forsinket.“Derfor har vi heller ikke kunnet holde første åbningsdag i efterårsferien som det ellers var planen, men derimod er åbningen rykket til 17. december. Og det bliver vi tilgengæld klar til,” fortalte en smilende direktør for Rush Trampolin- og Oplevelsespark, Karen Andresen, som var meget spændt forud for leveringen af det første materiale.“Det er en stor dag. Nu bliver der endelig noget mere visuelt at forholde sig til fremfor blot to tomme haller,” sagde hun.
Noget for enhver smag
Ventetiden er nu ellers blevet brugt fornuftigt nok på adressen i Højbjerg, siden Rush overtog lokalerne fra SegWorld kort før sommerferien i år.Blandt andet er de 45 ansatte blevet fundet, der er gjort klar til stedets nye café og et stort lysshow er sat op, til når der skal hoppes til særlige aften-arrangementer.Aften-tiltaget, kaldet “Rush after dark”, er blot noget af det, som kommer til at udfolde sig i de store lokaler.Der kommer også til at være 600 kvadratmeter sammenhængende trampoliner side om side.Derudover basketball-baner, hvor man kan dunke, baner med høvdingebold, en spring-grav, et konkurrence-område, hvor man kæmper mod hinanden, forhindringsbaner, et børneområde samt trampoliner, som man kan hoppe ekstrahøjt på.Desuden kommer der fra januar et fitness-hold på stedet og endelig kommer der særlige party-rooms, til fødselsdage, firmaarrangementer, polterabends og så videre.“Vi tror virkelig på, at vi vil have noget, som alle aldre vil finde sjovt,” siger Karen Andresen, før låsen på den første container endelig blivder skåret op, og de første trampoliner kan bæres ind.