Fortsæt til indhold

En tur tilbage i tiden - kirken gemt under kirken

Samfund

I denne uges udgave af Lokalavisen Aarhus’ lille sommerserie skal vi på tidsrejse tilbage i tiden.I hvert fald dykker vi ned i nogle af alle Aarhus’ fortidsminder, som stadig kan udforskes i dag.Vi skal et smut til Borum-Eshøj, Jelshøj, Oldtidsstien, Vilhelmsborg samt Vor Frue Kirke. I denne artikel er det Vor Frue Kirke, som det handler om.Til at guide os tilbage i tiden har vi allieret os med to arkæologer fra Moesgaard Museum Dorthe Haahr Kristiansen og Kent Laursen.

En kirke gemt under kirken

Vor Frue Kirke ved Klostertorv i Aarhus C kender de fleste vist. Det er et tidligere kloster grundlagt af dominikanermunke. Hvad alle måske ikke ved er, at der under kirken gemmer sig en anden kirke - faktisk byens ældste.Den gamle krypt, et underjordisk kirkerum for særlige kirkelige handlinger, blev opdaget i 1950’erne og er sidenhen genskabt.“Rummet er uhyre stemningsfuldt. Kirken, som kryptrummet har hørt til, hed St. Nicolai, og den har været bygget af frådsten, en art kalksten,” fortæller arkæolog Dorthe Haahr Kristiansen, som fortsætter:“Den blev opført som byens første domkirke, tidligt i middelalderen, måske før år 1100.”Kirken blev overdraget til dominikanerne i 1200-tallet, eftersom byen havde fået en ny domkirke den nuværende St. Clemens Kirke - som er det samme som Aarhus Domkirke.

FAKTA: Til lands, til vands & i luften

Lokalavisen Aarhus sætter med en sommerserie ’Til lands, til vands og i luften’ fokus på udendørs aktiviteter i Aarhus. Vi håber at kunne give dig inspiration til en aktiv ferie, hvis du holder den her i byen.