Nytår uden større brande men med kvælertag på 14-årig samt spyt og slag på dørmænd
Relativt stille nytårsdøgn i Aarhus. Ni personer blev anholdt
Nytårsaften er lig med fest og glade dage, og for langt de fleste forløb aftenen da også med højt humør og uden problemer i Aarhus, lyder meldingen fra vagtchef Jes K. Frederiksen fra Østjyllands Politi.
Han oplyser, at der i nytårsdøgnet i Østjyllands politikreds er registreret 34 mindre brande i containere, postkasser med videre, og at der ikke har været sendt patruljer til brand i beboelse eller til fyrværkeriskader i kommunen.
Nytårsdøgnet har budt på ni anholdte i Aarhus.
Tre omgange vold
I tre tilfælde tog festlighederne overhånd i nattetimerne, hvor 2015 var blevet til 2016. Alle tilfælde skete i Aarhus C, oplyser Østjyllands Politi.
I Skolegade blev en 21-årig mand nægtet adgang til en beværtning klokken 1.22. Det fik ham til at blive truende og aggressiv, og han spyttede på en dørmand.
Lidt mere end en time senere, klokken 2.36, var den ligeledes gal i Skolegade, og igen handlede episoden om adgang til en beværtning. Tre personer fik ikke lov at komme ind, hvorefter den ene tog en mobiltelefon frem for at tage et billede af dørmanden. De tre personer løb herefter fra stedet, og dørmanden løb efter. Dørmanden blev slået i ansigtet af den ene af de tre mænd, en 21-årig, som nu er sigtet for vold.
Et tredje tilfælde af vold fandt sted i M. P. Bruuns Gade, hvor en person måtte gribe ind og få stoppet en 20-årig mand, som tog kvælertag på en 14-årig dreng klokken 3.14. Den 14-årige kunne ikke trække vejret. Den 20-årige mand slap først sit greb, da tredjeparten greb ind.