Fortsæt til indhold

Rådmand vil huse flygtninge på det gamle hovedbibliotek

Samfund

Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R) tager nu kontakt til byrådets øvrige partier for sammen med dem at drøfte, hvordan Aarhus bedst kan hjælpe de mange flygtninge, der i disse dage krydser den danske grænse.

Konkret foreslår han at undersøge, om byens tidlige hovedbibliotek i Møllegade kan anvendes som midlertidig bolig til flygtningene.

”Vi er vidner til en af vor tids største menneskelige katastrofer. Vi har både en moralsk og menneskelig pligt til at hjælpe. Det er mennesker i stor nød, der har forladt deres hjem. Derfor må vi hjælpe dem så godt, vi nu kan. Ingen kan sidde tilbagelænet med armene over kors i sådan en frygtelig situation,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, i en pressemeddelelse.

Det 8000 kvadratmeter store tidligere Hovedbibliotek i Møllegade står tomt efter, at biblioteket er flyttet i det nye Dokk1. De nye ejere overtager bygningen 1. januar.

”Danmark har en lang og stolt tradition for at hjælpe mennesker i nød. Min familie og jeg har selv nydt godt af den beskyttelse, Danmark gav os. Når store lande som Tyskland kan åbne grænserne, bør også Aarhus yde sin del,” siger Rabih Azad-Ahmad.