Fortsæt til indhold

Nu får ældre 30 minutters ugentlig hjælp efter eget valg

Samfund

Sundhed og Omsorg tilbyder fra 1. august 30 minutters ekstra hjælp om ugen til omkring 900 borgere i Aarhus Kommune, der bor i egen bolig, får hjemmehjælp og har ’svære eller totale begrænsninger’.

Hjælpen kan borgerne bruge stort set, som de har lyst, og de kan vælge enten at få hjælp uge for uge eller at spare klip sammen.

Alle de borgere, der kan få et klippekort, får direkte besked om det fra slutningen af juli til slutningen af august. De faste hjælpere har et papir-klippekort og en pjece med til borgerne og taler med dem om, hvad ordningen går ud på og om de muligheder, man har.

Ordningen gælder fra 1. august, så de borgere, der først får kortet i løbet af august, starter med at have nogle halve timer sparet op.

Midlerne til klippekorts-ordningen kommer fra finansloven for 2015 og 2016. Aarhus Kommunes andel af midlerne er 3,281 millioner kroner i 2015 og 6,558 millioner kroner i 2016.

Fra 2017 overgår midlerne til kommunernes bloktilskud.