Fortsæt til indhold

Ben Howard, Calexico, Earl Sweatshirt og Wolf Alice

Samfund

I dag har NorthSide løftet sløret for endnu fire bands til festivalen, der løber af stablen 12.-14. juni.

Der er tale om singer-songwriteren Ben Howard, som i 2011 udsendte sit debutalbum Every Kingdom, der solgte til platin og blev nomineret til en Mercury Award.

Desuden er der tale om det Arizona-baserede band Calexico, som krydser genrer og stilarter og blander folk og americana med latin-inspireret musik og tex-mex folklore, som det bliver beskrevet i en pressemeddelelse.

Endelig kommer også den kun 21-årige amerikanske rapper og producer Earl Sweatshirt. Hans andet album Doris udkom i 2013 og inkluderede samarbejder med en række etablerede navne som blandt andet The Neptunes, Frank Ocean og Tyler, The Creator. Albummet strøg direkte ind på den amerikanske Billboard Top 200-listes femte plads.

Sidste offentliggjorte navn i denne omgang er britiske Wolf Alice. Bandet blev dannet i den nordlige del af London i 2010, og i foråret 2014 udkom den roste EP Creature Songs. Koncerten på NorthSide er bandets første på dansk grund i eget navn.

FAKTA: De foreløbige optrædende

Med tilføjelsen af de fire navne i dag ser det foreløbige line-up til NorthSide 2015 således ud:

Alt-J, Ben Howard, Calexico, Death Cab for Cutie, De Eneste To, Earl Sweatshirt, FKA Twigs, George Ezra, Incubus, Interpol, Jack Garratt, John Grant, José González, Little Dragon, Matthew E. White, MØ, Placebo, Sam Smith, Seasick Steve, Spids Nøgenhat, St. Paul & the Broken Bones, The Black Keys, The Jesus & Mary Chain, The Parov Stelar Band, Wolf Alice, Wu-Tang Clan og Years & Years.