Beboere får ubegrænset licens-parkering efter klager til rådmand
Beboere får nemmere ved at finde en parkeringsplads nær hjemmet med ny parkeringsordning.
Der vil nu blive indført beboer- og betalingsparkering i Marseliskvarteret og området omkring Oldjordsvej.
Det oplyser Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Tiltaget skyldes, at aarhusianske bilister angiveligt er trukket længere væk fra centrum i jagten på en gratis parkeringsplads. Det sker efter, at der er blevet indført beboer- og betalingsparkering i Midtbyen.
Ifølge rådmand for Teknik og Miljø, Steen Stavnsbo, har magistraten fået mange henvendelser fra frustrerede beboere i Marseliskvarteret og på Oldjordsvej. Beboerne har svært ved at finde en parkeringsplads i nærområdet, lyder det.
Beboerparkeringen gør det muligt for beboerne at parkere ubegrænset i deres beboerområde med en licens. For andre vil området være betalingsparkering med to timers gratis parkering. De nye regler forventes at kunne træde i sommeren 2023.
Ny parkeringspolitik
Teknik og Miljø er på vej med en ny parkeringspolitik, som rådmand Steen Stavnsbo angiveligt vil sætte et grønt aftryk på.
»Den grønne omstilling er i fuld gang, og vi er nødt til at arbejde med en målsætning om, at vores kommende parkeringspolitik i højere grad understøtter den omstilling,« siger han.
Rådmanden vil blandt undersøge mulighederne for parkeringsanlæg samt skifte-steder og mobilitetsknudepunkter, lyder det.
En ny, grøn parkeringspolitik forventes at blive fremlagt for byrådet i 2023.