Zonen fik penge til kranbil
Pengene blev egentlig givet for længe siden, men som så meget andet blev den officielle overrækkelse udskudt på grund af corona.
Foreningen Zonen Randers fik for nyligt officielt overrakt 20.000 kroner, som de har fået doneret af Nordea Fonden. Foreningen fik pengene allerede i november 2020, men på grund af corona måtte den officielle overrækkelse udskydes.
»Alt blev skubbet. Det ene år går, det andet år går. Men nu lykkedes det at invitere bankdirektør Steffen Ludvigsen forbi,« siger formanden for Zonen Randers, Tom Larsen.
Han fortæller, at pengene er gået til vedligehold og renovering af en rød Mercedes-kranvogn. Kranvognen ser nu ud, som den gjorde, da den var i tjeneste. Sidste år blev den synet, og den har fået nummerplader på. Til diverse arrangementet kører foreningen vognen frem.
Historie og det sociale
Zone-Redningskorpset blev etableret i 1930, og i 1932 åbnede en station i Randers. Det var et konkurrerende redningskorps til Falck.
Foreningen Zonen Randers har 50 medlemmer, og omkring syv mennesker er med i garagegruppen, der renoverer foreningens to kranbiler.
»Den ene har vi haft 100 procent total skilt ad. Vi har allerede brugt 7000 timer på den, og vi kommer nok til at bruge 5000 mere,« siger formanden og fortsætter:
»Det, vi synes, er interessant, er historien om Zonen i Randers. Der er en masse folk, der har bidraget, når der var brug for hjælp. Det er hverdagens helte. De satte deres liv på spil for at redde andre. Og så får vi socialt samvær og engagement ud af vores arbejde.«