Hvordan slipper du for myrer indendørs?
Har du myrer indendørs i boligen, kan du enten forsøge at ødelægge myreboet eller bekæmpe myrerne med insektmidler. Læs her, hvordan du gør.
Små bunker af sand nær sprækker og paneler kan være det første tegn på, at du har myrer i boligen. Herefter vil du hurtigt se myrerne myldre rundt på gulve og borde for at søge efter mad. Oftest forekommer myrer indendørs kun i huse.
Myrerne kommer typisk frem i marts og april, men de forsvinder som regel fra boligen i løbet af juli.
De myrer, der kommer indendørs for at søge efter føde, bor ofte i et myrebo, der ligger under gulvet i boligen eller langs soklen udenfor.
Selvom myrerne meget sjældent gør skade på din bolig, kan de være til gene. Herunder kan du læse, hvordan du bekæmper myrer, der er kommet indendørs.
Længere nede i artiklen kan du læse mere om de myrearter, der typisk dukker op indendørs i boligen, og deres adfærd.
Metoder til bekæmpelse
Kort sagt har du kun to muligheder til at bekæmpe myrer:
- Fjern deres myrebo, fx med kogende vand eller gift.
- Brug gift, fx myrepudder.
Andre tricks som kanel, kaffe, kartoffelmel, gær og eddike virker sjældent tilstrækkeligt.
Sådan bekæmper du myrer i boligen
1. Find myreboet: Hvis du vil være sikker på at slippe af med myrer i din bolig, er der kun én ting at gøre: Find myreboet og ødelæg det, hvis det er muligt.
2. Hvis boet er i boligen under gulvet: Hvis myreboet findes under gulvet i din bolig, skal gulvet brækkes op for, at boet kan ødelægges.
3. Hvis myreboet er andre steder i boligen: Læg myrepudder så langt ind i boet, du kan komme til. Fjern evt. paneler, dørlister eller gulvbrædder for at komme tættere på boet. Det gør bekæmpelsen mere effektiv. Husk at bruge myrepudder, der er godkendt til bekæmpelse af myrer og/eller krybende og kravlende insekter.
4. Hvis boet er udendørs: Hvis boet er i jorden, kan du grave ned i boet og hælde kogende vand på boet. Er myreboet under fliser eller andre steder, hvor det er svært at grave op, kan du prøve at hælde kogende vand ned, hvor de ser ud til at komme fra. Det meget varme vand får æggene til at dø.
I mange tilfælde kan det ikke umiddelbart lade sig gøre at lokalisere et myrebo. Hvis problemet er så stort, at du ikke kan leve med det, kan du søge hjælp hos en professionel bekæmper.
Bekæmpelse med insektmiddel
Hvis du ikke kan finde frem til myrernes bo, eller den sprække eller revne, de kommer ind gennem, kan du bekæmpe myrer i boligen med langtidsvirkende insektmidler.
Vælg et insektmiddel, der er godkendt til bekæmpelse af myrer og/eller krybende og kravlende insekter. Det er vigtigt, at der på midlet står, at det har en vis langtidsvirkning. Langtidsvirkning betyder, at midlet fortsat virker mod myrer og andre insekter i dage eller uger, efter du har sprøjtet det ud. Husk at følge producentens anvisninger.
Hvor lang tid insektmidlet virker, afhænger også af, hvilken overflade du sprøjter midlet på. Fx vil midler næsten ikke have nogen langtidsvirkning på rå beton, så her kan insekterne gå hen over overfladen igen i løbet af dage. På glaserede fliser virker midler meget længere, måske uger. Kommer der meget sollys på den overflade, du behandler med insektmiddel, bliver de aktive stoffer i insektmidlet også nedbrudt hurtigere end hvis du behandler overflader, der er ligger i mørke.
Det er vigtigt at huske på, at insektmidler som spray, myredåser og myrepudder som regel kun kan mildne plagen, men ikke fjerne myre-problemet helt.
Hvis problemet med myrer fortsætter efter bekæmpelse med insektmidler, og det er til stor gene, bør du søge hjælp hos en professionel skadedyrsbekæmper.
Dækker forsikringen?
Du skal som regel tegne en tillægsforsikring på insekter for at være dækket, og typisk vil du kun være dækket for skader efter trænedbrydende insektangreb. Angreb af almindelige sorte havemyrer vil ikke være dækket af forsikringen, da de ikke beskadiger bygningen.
Derimod vil fx herkulesmyrens skader typisk dækkes. Spørg dit forsikringsselskab, hvis du er i tvivl.
Hvilke myrer er mest almindelige i boligen?
Den sorte havemyre er den mest almindelige myrer i haven og boligen, men også orangemyrer og herkulesmyrer findes herhjemme og kan trænge ind i boliger. De sorte havemyrer og orangemyrer bosætter sig ofte under gulvet, især i etplanshuse uden kælder.
Havemyrer og orangemyrer forgriber sig ikke direkte på træ, men orangemyrer bygger deres bo på en måde, der kan resultere i fugtskader. De dyrker og spiser svampe, der går i forbindelse med træet. Herkulesmyrer kan til gengæld udrette stor skade.
Hvad spiser myrer?
Myrer er rovdyr. De bruger deres kraftige kindbarker og gift (myresyre) fra deres kirtler til at dræbe deres insektbytte. Ellers spiser de honningdug fra bladlus eller rodlus, eller samler nektar og saft fra planter. Og så går de efter alt sødt i dit hjem. Har du bolcher, sukker, rester af sodavand eller lign. stående fremme, kan myrerne lugte det op til 700 meter væk.
Kan du holde myrer ude af boligen?
Du kan ikke forebygge et indtog af myrer uanset, hvor meget du end fuger langs paneler og vinduer – de skal nok komme ind alligevel.
Men du kan ødelægge myreboet, hvis du kan finde frem til det, og lægge gift, hvor myrerne kommer ind (på brugsanvisningerne skal der stå, at midlet er godkendt til bekæmpelse af myrer og/eller krybende og kravlende insekter) og så skal du fjerne søde sager, som myrerne kan lugte langt væk.
Myrerne elsker høje temperaturer og kommer ind for at få mad og varme.
I haven er myrer til gavn. Det kan derfor ikke anbefales, at du bekæmper myrer i haven, hvis ikke de generer dig.
Hvilke dyr spiser myrer?
Myrers naturlige fjender er bl.a. padder og småfugle. Det er derfor en god idé at gøre haven attraktiv for fjenderne, hvis du vil holde antallet af myrer nede. Du kan fx anlægge en havedam til frøer og fodre og give vand til havens fugle.