Red Barnet søger frivillige til oplevelsesklub for ukrainske flygtninge i Hammel
Red Barnet i Favrskov Kommune søger frivillige til at hjælpe med afviklingen af arrangementer for ukrainske flygtninge under nyt koncept med oplevelsesklub i Hammel.
Red Barnet Favrskov vil skabe en familieoplevelsesklub til ukrainske flygtninge i Hammel.
»Vi står på mange måder i en helt ny situation med ukrainske flygtninge, så det kræver, at vi foretager nogle tiltag, der er lidt anderledes end dem, vi plejer at have,« siger formand Michael Hejlskov Jacobsen fra Red Barnet Favrskov.
Leg og frirum
Formålet er at give de ukrainske familier et sted, hvor forældrene kan få et frirum og mulighed for at tale med andre voksne, mens der er aktiviteter for børnene.
Det kan eksempelvis være indendørs leg, en tur i skoven med en naturvejleder eller fællesspisning.
»Aktiviteterne skal være underbygget af de behov og tiltag, som de selv vil sætte pris på. Vi vil i høj grad lade det være op til dem selv, hvad de har lyst til,« siger Michael Hejlskov Jacobsen.
Tiltaget er fortsat i sin spæde start.
Og for at kunne afvikle sådanne arrangementer i familieoplevelsesklubben, har Red Barnet Favrskov brug for frivillige hænder.
»Vi har brug for nogen til at drive det. Jeg tænker især, at herboende ukrainere kan være en vigtig brik i at drive det, fordi de jo har både kulturen og sproget med sig,« siger Michael Hejlskov Jacobsen.
Man kan kontakte Michael Hejlskov Jacobsen på telefon 20123800 eller mail mhj@rbfavrskov.dk, hvis man kunne tænke sig at hjælpe.