Vil udvikle nyt butiks- og boligområde: »Vi har nogle, der er klar til at skrive under i dag«
Både fastfoodkæder, tankstationer og detail- og dagligvarebutikker er klar til etablere sig i området.
Ejendomsudviklingselskabet Pro Developments er klar til at udvikle et cirka 60.000 kvadratmeter stort område med logistikcenter, seniorboliger, fastfoodrestauranter, indkøbsmuligheder, tank/vaskehal og pendlerplads med elladestandere.
»Vi har et betinget køb og en række interessenter, og det er både detail- og dagligvarebutikker, fastfoodkæder, tankstationer, vaskehal og lager/logistik, der er klar til at etablere sig. Vi har sågar nogle, der er klar til at skrive under i dag, uden at vide, om det bliver til noget for at sikre sig, at de bliver valgt,« siger Brian Svart, der sammen med Lars Hjuler ejer Pro Developments, der har mere end 25 års erfaring med udvikling og byggeri af store og små butikker samt retailsparks og shoppingcentre.
Området ligger i Helsted og dækker området omkring matriklen Egegården, der ligger på Egegårdsvej på den sydvestlige side af Hobrovej, og til og med rundkørslen på Hobrovej og ud mod E45
Detailhandel kræver analyse
Hvorvidt projektet bliver til noget, afhænger af, om Pro Developments kan få grønt lys fra kommunen, som selskabet har været i dialog med om projektet i to år nu.
»Det videre forløb afhænger af Randers Kommune. Hvis kommunen ikke bakker op, så dør projektet ud,« siger Brian Svart.
Området ved Egegården er udlagt til fremtidig byudvikling, og kommunen er klar til at tage snakken, siger Randers Kommunes planchef, Lone Mossin.
»Der går vi gerne i dialog. Men boliger er vanskeligt på grund af støj fra E45, og detailhandel forudsætter flere analyser af hensyn til konkurrence butikker imellem,« siger hun og peger på, at der kommer en detailhandelsanalyse i løbet af et års tid.
»Samtidig vokser byen i Helsted/ved Nordskellet, så det kan ikke udelukkes, at der blive behov for flere dagligvarebutikker på sigt,« siger hun.
Klar til dialog om projekter
I Randers Kommune er man desuden lige nu i gang med at udarbejde en erhvervslokaliseringsstrategi, der skal vedtages midt i 2022, og den kigger blandt andet på, hvad de forskellige erhvervsområder skal kunne, så der både er attraktive erhvervsområder, og at risikoen for miljøkonflikter med naboer reduceres.
Strategien bliver udmøntet i et kommuneplanstillæg, og når man først har disse, giver det mulighed for et »hurtigt aftræk« og mere målrettede kommuneplanstillæg, forklarer Lone Mossin.
»I kommuneplan 21 er der ikke udlagt nogen arealer til udvikling ved Randers Nord (langs E45, red.), men det betyder ikke, at vi ikke er klar til at gå i dialog, hvis der kommer nogle konkrete projekter, eksempelvis fra Pro Development, som vi jævnligt holder møde med,« siger planchefen.
»For kommunen handler det om både at være erhvervsvenlig og hurtig og samtidig sikre en overordnet strukturering, både over og under jorden. Men kommer det rigtige projekt, så kan vi sagtens handle, og vi er altid klar på dialog. Som regel kan de mange hensyn godt gå op i en større enhed, hvis en åben dialog startes tidligt,« siger Lone Mossin.