Fortsæt til indhold

Jytte er bange for at miste sin forening: »Hvor skal vi så gå hen?«

Gennem coronapandemien har foreningen Vennepunktet mistet over 100 medlemmer. Det betyder, at foreningens økonomi på nuværende tidspunkt ikke hænger sammen.

Samfund

»Det betyder utroligt meget at komme her. Det er folk, som man har kendt gennem årene, som man mødes med.«

Sådan siger Jytte Moos-Nielsen som Vennepunket. Hun er selv bruger af stedet, og det har hun været siden 2005. Lige for tiden går hun på foreningens male- og tegnehold.

»Jeg har det godt, når jeg maler. Det giver en ro. Det er godt at komme afsted. Man får rørt kroppen, og man er kreativ. Jeg tror også, det er godt psykisk. Man kommer ud, så man ikke bare sidder derhjemme og falder helt sammen. Vi kan også sparre med hinanden og hjælpe hinanden,« siger hun og fortsætter:

»Min mand fik alzheimers. Så lærte jeg en at kende herhenne, der også havde en mand med alzheimers. Selvfølgelig går man til foredrag om den slags, men hun kunne hjælpe på en helt anden måde. Jeg håber, vi får lov til at fortsætte. Hvor skulle vi ellers gå hen?«

Mistede 100 medlemmer

Vennepunktet Randers er en frivillig forening for alle borgere i Randers Kommune over 18 år.

»Men hovedparten af vores medlemmer er 60 plus, fordi vores aktiviteter ligger i dagtimerne. Vi har 14 forskellige aktiviteter. Mange tror, vi er et sted kun for socialt udsatte, men det er vi ikke. Her rummer vi alle. Vi ser ikke på alder eller skavanker,«siger formand Elisabeth Toft.

Grunden til, at medlemmet Jytte Moos-Nielsen er bange for, at foreningen ikke kan fortsætte, er konsekvenserne af corona.

»Før corona havde vi 275 medlemmer. Dengang hang vores økonomi sammen. Nu har vi 165 medlemmer, så vi mangler stadig 100, som vi har mistet under coronanedlukningerne. Så nu søger vi Omsorgsudvalget om et ekstraordinært tilskud. Vi vil gerne klare os selv, men det kan ikke lade sig gøre lige nu,« siger Elisabeth Toft.

På rundtur

For at vise stedet frem - og for at fortælle om udfordringerne - havde Vennepunktet inviteret borgmester Torben Hansen (S) forbi. Da han kom forbi besøgte han blandt andet de to hold Smykkedesign og Slægtsforskning.

»Har I noget at gøre med husflidsforeningen? Jeg er sommetider nede at kigge,« sagde han til aktivitetslederen på smykkedesignholdet.

»Laver du noget selv?«

»Nej, nej,« grinede borgmesteren, inden rundvisningen gik videre.

Under turen snakkede han med Elisabeth Toft, der fortalte om de økonomiske udfordringer, og hun udtrykte ønske om en husleje på kommunale vilkår. Foreningens lokaler er lige nu privatejede.

»Jeg kan godt mærke, hvor det her bærer hen,« svarede borgmesteren med et smil på læben.