Fortsæt til indhold

Advarer borgere efter nyt farligt fund i jorden: Spis ikke hjemmedyrkede grøntsager i dette område

Efter konstatering af for høje niveuaer af stoffet PFAS opfordrer Lemvig Kommune nu borgere i særlige områder i Thyborøn til at undgå at spise kød fra kvæg og fugle fra egnen samt undgå afgrøder fra egen have.

Samfund
sbl

Der er fundet skadelige stoffer i jorden omkring Thyborøn for anden gang i år.

Derfor går Lemvig Kommune onsdag ud og advarer borgerne omkring Thyborøn om at være opmærksom på fødevarer, der stammer fra området. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

»De prøver der på nuværende tidspunkt er udtaget viser for høje koncentrationer af PFAS. Det betyder, at borgerne i Thyborøn, i de berørte områder, ud fra et forsigtighedsprincip ikke anbefales at spise hjemmedyrkede afgrøder fra haven,« siger direktør for Teknik og Miljø, Claus Borg, fra Lemvig Kommune, i pressemeddelelsen.

De fire PFAS-stoffer (PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS), som Miljøstyrelsen i sommeren 2021 skærpede grænseværdierne for i forhold til grundvandet/drikkevand, er fundet i for høje værdier, meddeler kommunen.

Koncentrationerne af de fundne PFAS-stoffer i drænvandet er på mellem 92-470 ng/l vand. Grænseværdien for koncentrationen i grundvand/drikkevand er 2 ng/l vand for de 4 stoffer.

Tidligere losseplads bonede ud

Ifølge TV Midtvest fandt Region Midtjylland tilbage i februar PFAS i jorden i den nordligste del ved Banegravssøen syd for Thyborøn. Området har tidligere været brugt som losseplads, og kommunen besluttede herefter at lave nye undersøgelse i omkringliggende områder.

Nu viser det sig så, at den sydlige del af det område, der hedder Knopper Enge samt flere steder inden for bygrænsen i Thyborøn også er ramt af for højt koncentrat af PFAS.

Det er den sydlige del af det område, der hedder Knopper Enge samt flere steder inden for bygrænsen i Thyborøn, der er ramt af for højt koncentrat af PFAS. Kort: Lemvig Kommune.

Lemvig Kommune har været i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed og Fødevarestyrelsen for at indhente råd og vejledning i forhold eventuelle forholdsregler på baggrund af fundene, oplyser de.

Grundejere i Thyborøn, indenfor området af det undersøgte drænsystem, opfordres til ikke at spise afgrøder, der er dyrket i området. Det kan for eksempel være gulerødder, kartofler, salat, rabarber, jordbær, æbler og pærer og lignende grønsager eller frugter.

Dette gælder ikke grønsager, der er dyrket i plantekasser i drivhus og er vandet med drikkevand fra husstanden, da forureningen ikke er konstateret i drikkevandet.

Samtidig frarådes det at indtage oksekød eller fuglevildt fra Harboøre Tange.