Fortsæt til indhold

Nye luksus-lejligheder på vej til Godsbanen

Et nyt byggeprojekt, Godsbanehuset, skal byde på luksus-lejligheder i det centrale Aarhus.

Samfund

Godsbanehuset.

Det er titlen på et nyt byggeprojekt, der 1. juli skal stå klar i det aarhusianske byudviklingsområde Godsbanen.

Projektet, tegnet af C.F. Møller, består ifølge ejendomsmæglerkæden EDC af 76 lejligheder og 33 parkeringspladser nær Dirch Passers Gade/Søren Frichs Vej.

»Visionen er at skabe et kvalitetsbyggeri i høj arkitektonisk værdi med gode materialevalg og fokus på de små detaljer,« siger ejer af Jysk Kapitalpartner, Søren Leth Pedersen, i en pressemeddelelse.

Søren Leth Pedersen varetager projektudviklingen af Godsbanehuset. Lejlighederne i det nye byggeri vil i størrelsen være fra 39 kvadratmeter til 128 kvadratmeter.

Illustration af Godsbanehuset, der efter planen skal stå klar 1. juli i år. Foto: EDC

P-pladser til leje

Byggeriet er opført teglsten, og boligerne har plankegulv i eg, og lejlighederne skal byde på store vinduespartier.

Projektet består af »luksuriøse boliger, hvor materialevalget er en del højere end standarden,« som det hedder sig med vanlig ejendomsmægler-jargon.

Godsbanen er ifølge Poul Erik Bech fra EDC Projekt blevet »sit eget helt særlige sted.«

»Det er et område, hvor der er tænkt over, hvordan der bliver plads til alle de skæve, kreative idéer, som udfolder sig i kulturelle og kreative miljøer omkring den gamle Godsbanegård,« lyder det.

Som en del af projektet Godsbanehuset vil der angiveligt blive etableret en aflåst p-kælder med 33 pladser, som beboerne har mulighed for at leje.

Illustration af et køkken i Godsbanehuset, der efter planen skal stå klar 1. juli i år. Foto: EDC