Fortsæt til indhold

Lokal opfindelse gør Britt mere selvhjulpen

Forlænget arm hjælper Britt Guldborg med hverdagsudfordringer, så hun kan klare sig i dagligdagen trods halvsidig lammelse.

Samfund
sra

Prøv at placere den ene arm på ryggen og åbn så en dåse makrel udelukkende med én hånd. Eller prøv at skrue låget af en tube creme og åbne en liter mælk. Og tag så opvasken derefter.

Det er ikke lige til. Til gengæld er det bevægelser, vi gør om og om igen i løbet af en helt almindelig hverdag. Og for Britt Guldborg var det foruden et tab af selvstændighed også et lille tab af selvtillid, hver gang hun måtte opgive og afvente hjælp fra anden side.

Britt kan nemlig ikke længere blot tage amen frem fra ryggen og lade den hjælpe til. Men med hjælp fra uventet kant har Britt for nyligt fået en hjælpende hånd i køkkenet, der sikrer at hun igen kan lave hjemmelavet mad og tørre af efter sig selv.

Udover plusser på selvtilliden og flere gastronomiske muligheder frigiver Easy-Up, som produktet er døbt, også tid til at plejepersonalet kan bruge deres tid på langt mere vigtige ting, når de kommer på adressen og hjælper Britt.

En hjælpende hånd

Easy-Up er skabt af opfinder John Jensen, der efter en operation fik forbud mod at bruge højre hånd.

»Jeg havde brug for noget, der kunne fastholde hverdagsprodukter, såsom et glas syltetøj, mælk, tun, pilleglas og sodavand, så jeg kunne åbne disse med én hånd. Men der var ingen egnede produkter tilgængelige i hele verden. Og det var den idé, som er blevet til vores patenterede Easy-Up – og starten på virksomheden HandiGood,« fortæller John Jensen. Virksomheden har hovedkvarter i Galten.

Produktet fungerer ved, at det med et enkelt tryk danner et vakuum og suger en genstand fast på sin overflade, samtidig med at den suger sig selv fast til bordpladen. Kort sagt erstatter Easy-Up den manglende holdefunktion i Britt Guldborgs venstre hånd og arm. Og hun kan igen åbne en makreldåse, piske fløde i en skål eller tørre en vase af efter opvask – uden at skulle være bekymret for, om det vælter eller glider.

»Det kan måske lyde skørt – men når man dagligt kæmper hårdt for at blive bedre til at klare sig selv – er det netop produkter som dette, der kan gøre en forskel. Ud over at skære ned i de timer, jeg har brug for hjælp, øger det også min selvtillid at kunne mere selv igen. Det er med til at sætte en positiv spiral i gang,« siger hun.

Hjerneblødning ændrede alt

Det var en hjerneblødning, der i 2020 vendte livet på hovedet for Britt Guldborg. Hun var på cykeltur i lokalområdet fra Gram mod Stillingvej og undrede sig over, at cyklen blev ved med at trække sig mod højre og ud i vejkanten.

Kort tid efter væltede hun bag de små bakker tæt ved Stillingvej, uden for omgivelsernes synsfelt. Det lykkes hende at ringe efter hjælp, og i løbet af 10 minutter hentede ambulancen hende og kørte hende til behandling på Skejby Sygehus. Skaden fra hjerneblødningen gjorde Britt lam i hele venstre side og har siden lænket hende til en kørestol.

Heldigvis er hverken sprog, virkelighedssans eller personlighed påvirket – men det har været en sej kamp med genoptræning for at få så normal en tilværelse som mulig. Blandt andet har det været svært at få hjælp til at være selvhjulpen i hverdagen.

»Det har været en kamp at få stillet de rigtige redskaber til rådighed. Og som nyskadet ved man ikke, hvad der findes af hjælpemidler, der kan gøre en forskel for ens hverdag,« fortæller Britt om Easy-up, som altså har gjort en stor forskel for hendes nye hverdag.

Britt er oprindeligt uddannet pædagog, men holder i dag foredrag om det at få en hjerneblødning og blive skadet i en sen alder samt hele genoptræningsforløbet, og hvordan man bevarer livsglæden heri.