Syddjurs stod med åbne arme – nu er kommunen krøbet i flyverskjul

»Skriv lige, at kommunen har været helt outstanding og forbilledlig i dens modtagelse af flygtningene. De oprettede et nødnummer og tænk sig, jeg kunne ringe kl 02 om natten, og så blev der svaret, at vi kunne bare komme.«

Sådan lød det fra Ulla Elisabeth Folmer fra en stol i byrådssalen på Syddjurs Kommune på et informationsmøde for frivillige. Hun har helt på eget, private initiativ skaffet busser, og har flere gange kørt til grænsen mellem Polen og Ukraine og hentet flygtninge til Syddjurs. Blandt andet det første hold, der kom til Ringparken i Ryomgård. Hendes ros til kommunen mødte bred opbakning fra de fremmødte til dagens informationsmøde for frivillige i den smukke byrådssal. Men ikke fra alle, for de åbne arme er stivnet, især for de af flygtningene, der bor privat.

De fleste kommuner har taget stilling til, hvorvidt de vil støtte ukrainerne eller værterne økonomisk. I Syddjurs er sagen på dagsorden 20. april.

Anders Hedelund Fensbæk og hans familie fra Hornslet har i to og en halv uge haft en mor og hendes to døtre boende. Op til informationsmødet har de forgæves forsøgt at få hjælp og svar fra kommunen.

»Den handlekraft og de åbne arme, som Syddjurs Kommune stod klar med i starten, da flygtningene kom, virker næsten helt komisk nu. Nu savner vi noget politisk handling bag ordene«

Hvem gør hvad?

Det var nu egentlig slet ikke det, mødet skulle handle om, men mere noget med at koordinere, hvem gør hvad. Stolene i byrådssalen er denne dag ikke besat af politikere, faktisk overhovedet ikke, men i stedet af en blanding af frivillige, organisationer og herboende ukrainere, som på kommunens foranledning er kommet for at bidrage til indsatsen med at hjælpe ukrainske flygtning. Alle vil gerne hjælpe, men hvad er kommunens rolle, hvad er de frivilliges og hvad er der brug for?

Det er et godt træk at forsøge at koordinere, for mange vil hjælpe, og det er en svær opgave.

»Svarene giver ikke sig selv, for der er tale om en nødsituation med opgaver, der normalt ligger ved udlændingestyrelsen, men som nu er landet hos kommunerne,« forklarer Lone Hansen, leder af Syddjurs Kommunes integrationsindsats.

»Det er reelt ikke en kommunal opgave at tage imod flygtninge, men fordi situationen er så speciel, så har vi her i Syddjurs hele tiden haft det udgangspunkt, at vi ikke bare kan se til. Vi må selvfølgelig gøre alt, vi kan, og vi kunne ikke have gjort det uden de frivillige. I dag skal vi hjælpe hinanden til at finde gode løsninger. Hvor kan de frivillige bedst hjælpe og hvor kan vi?«

På mødet blev delt mange konkrete forslag til, hvordan de mange frivillige kræfter kan koordineres, hvad man kan bruge hjælpeorganisationerne til, og hvad kommunen kan gøre. Alle blev lidt klogere og projekter søsat.

For eksempel var der forslag om et centrallager til tøj, en børs for frivillige, og at genbrugsbutikker kan stille varer frem, som ukrainerne kan tage gratis.

Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp var også til stede med en hel del allerede eksisterende tilbud, så man ikke som frivillig behøver at opfinde den dybe tallerken selv.

Men spørgsmålet om, hvornår kommunen konkret går ind og støtter de private værter eller ukrainerne selv med penge til almindeligt forbrug, kom der ikke svar på.

Hvad skal vi gøre?

Blandt deltagerne var flere, som har flygtningene boende. Fordi alt er gået så hurtigt, har der for flere af dem ikke ligget de store overvejelser til grund, og nu begynder udfordringerne at melde sig. Hvornår må de arbejde og gå i skole, hvordan skaffer vi nemmest tøj, dækker forsikringen, hvis vi transporterer dem, kan de gå til sport, hvad gør vi, når de begynder at reagere på det frygtelige, der er sket.

På Mols bor Christian Gøthche og hans mor, og den sidste uge har de haft fire ukrainere boende, tre voksne og et barn. To af dem er traumatiserede, fortæller han, og selv om han på den ene side er glad for, at det netop er dem, han kan hjælpe, fordi de har det svært, så har han på den anden side ikke helt fået den hjælp fra kommunen, han kunne ønske sig.

»Det er svært at finde ud af, hvor de skal registreres, og da jeg mødte op i Borgerservice, blev jeg afvist.«

»Så må du endelig skrive til os,« svarer Lone Hansen, hvortil Christian Gøthche lettere frustreret svarer:

»Jeg har ikke behov for at sidde og skrive, jeg har behov for hjælp.«

Efter mødet siger han:

»Jeg har ikke taget flygtninge ind i mit hjem for at få penge. Jeg gør det af ren medmenneskelighed og jeg forventer ikke noget som helst, men en af flygtningene har brug for ret dyr medicin, så jeg er da lidt spændt på, om kommunen kommer til at yde støtte, også til for eksempel transport og psykologhjælp og så videre.«

Præcis som Christian Gøthche, så vil Anders Hedelund Fensbæk også gerne have, at Syddjurs snart tager stilling til spørgsmålet om støtte. Han sidder i Hornslet og er med på mødet via en skærm.

For ham og hans familie er der ikke behov for økonomisk hjælp, men han undrer sig over den langsomme proces i Syddjurs, og at han ikke får svar på sine henvendelser. fra sin skærm spørger han ud i salen:

»Jeg har læst om andre kommuner, som fra dag ét har taget beslutningen om at hjælpe. En hjælp, som for vores vedkommende vil gå direkte til den ukrainske familie. Hvornår kommer kommunen på banen her? Vi er overladt helt til os selv. Vi har intet hørt fra jer, selv om jeg har prøvet at skrive til jer flere gange. Og hvad er egentlig kommunens planer for at støtte de private og ukrainerne økonomisk?«

Det er kompliceret

Siden salen er gabende tom for politikere, så kan der ikke findes noget svar denne dag, men kommunens embedsfolk forsikrer om, at der arbejdes hårdt på sagen. I sidste ende er det en politisk beslutning, hver eneste gang, kommunen skal bruge skattekroner, og punktet om støtte til værter eller ukrainerne er da også på dagsordenen den 20. april i Økonomisk Udvalg.

Borgmester Michael Stegger Jensen (S) udtaler et par dage efter frivillig-mødet:

»Det er rigtigt, at vi ikke er den kommune, der hurtigst har taget en beslutning om økonomisk støtte. Vi vil gerne sikre os, at vi tager den rigtige beslutning på et grundigt og gennemarbejdet grundlag, så vi ikke pludselig skal lave den om. Jeg tør næsten love, at der lægges op til en løsning, hvor vi støtter med tilbagevirkende kraft, og så må vi se, om der er politisk opbakning til det på mødet den 20. Lige som vi har hjulpet det bedste vi kunne, da flygtningene først kom, lige sådan vil vi hjælpe alt, vi kan, her.«

TV2 lavede 30. marts, altså to dage efter mødet, en opgørelse over, hvilke kommuner, der støtter enten de ukrainske flygtninge direkte eller værtsfamilierne. Af listen fremgår det, at 68 kommuner, dvs. cirka to tredjedele, har taget stilling til spørgsmålet. Af dem er der 22, der ikke yder økonomisk støtte, mens resten giver et bidrag til enten værterne, flygtningene eller begge på et samlet beløb på mellem 10 og 500 kroner om dagen.

Muligheden for at kompensere borgere, der huser ukrainske flygtninge, er en del af særloven.