Djurslands nye borgmestre på landbrugsvisit
De nyvalgte borgmestre fra Syd- og Norddjurs Kommuner besøgte Djursland Landboforening.
Michael Stegger Jensen, nyvalgt borgmester i Syddjurs Kommune, og Kasper Juncher Bjerregaard, nyvalgt borgmester i Norddjurs Kommune, var tirsdag 29. marts på besøg hos Djursland Landboforening, hvor formand Hans Gæmelke havde inviteret dem til møde med henblik på en fælles dialog om det fremtidige samarbejde.
De to borgmestre fik naturligvis en præsentation af det, landboforeningen står for, foreningens grundlag og hvad landboforeningen gør for landbruget på Djursland.
Konstruktiv dialog
Derefter var der en længere snak om det erhvervspolitiske samarbejde mellem kommunerne og landbruget, vandmiljøet i henholdsvis Syd- og Norddjurs Kommune og en dialog om klima og klimabelastning.
»Jeg synes, at vi havde en god og konstruktiv dialog på mødet. Det er et godt udgangspunkt for det kommende samarbejde mellem landbruget på Djursland og de to kommuner. Et samarbejde, der skal sikre den bedst mulige udvikling på Djursland i sin helhed, og hvor landbruget både er en stor spiller erhvervsmæssigt samtidig med, at det skal og vil bidrage til den grønne omstilling,« lyder det fra Hans Gæmelke.
Parterne kunne ikke undgå at komme ind på den ulykkelige situation med de ukrainske flygtninge, som lige nu kommer til Danmark. Derfor gik snakken afslutningsvis på, hvordan landbruget kan bidrage i den sammenhæng.