Realskolen har haft internationalt besøg
Skoleelever fra fire europæiske lande besøgte for nylig Ryomgaard Realskole som en del af et europæisk udvekslingsforløb om Outdoor Learning.
Yes, hello, my name is...
Der blev vendt mange forskellige gloser, da femte klasse på Ryomgaard Realskole i slutningen af marts havde besøg af skoleelever fra Polen, Sverige, England og Spanien. Skolen er en del af et europæisk Erasmus+ projekt. et projekt, den selv har været med til at sætte i verden.
»Man bliver altså stolt, når 5. klasses elever står og byder velkommen på engelsk. Det er simpelthen godt klaret, og det giver så meget for eleverne at være i sådan en værtsrolle,« fortæller lærer Helle Rask Degner, der er en af dem, der har startet projektet.
Samarbejdet mellem de fire skoler finansieres af EU. Arbejdstitlen er Outdoor Learning, og skolerne og eleverne udveksler over to år med besøg hos hinanden gode ideer og viden om, hvordan skolefagene kan flyttes ud i naturen.
»Der er lavet alt mulig forskning, der viser, at skoleelever bare lærer på en helt anden måde og bedre udenfor. Man kan selvfølgelig godt undervise i tyngdekraft indendørs, men det bider sig bare fast på en anden måde. Eleverne har simpelthen en anden motivation – det er meget mærkbart.«
Det var sjovt endelig at mødes med nogle af eleverne og lærerne fra vores projekt, og de var nemme at snakke med. Man finder ud af, at man kan snakke meget mere engelsk, end man tror,Emma, 5. klasse, Ryomgaard Realskole
Kan det allerede
Eleverne fra de fire lande besøger hinanden ad forskellige omgange.
»Vi har delt femte klasse op i tre grupper, så nogen har allerede været i Polen, nogle er i Nordengland lige nu og sidst i april tager et hold afsted til Madrid.«
Under besøgene bor eleverne privat, de ser hinandens byer, møder kulturen og i skoletiden ser de forskellige bud på, hvordan undervisningen kan foregå udendørs. Eleverne fra de tre lande fik blandt andet set et mini- vulkanudbrud i en sandkasse, og matematikhjernerne skulle selv lave gangestykker ved at kigge på skolebygningens udvendige facade.
»Der er vi her i Danmark langt foran de andre lande, så lige på det punkt har vi nok ikke så meget at lære. Vi får selvfølgelig ideer, men mest af alt bliver vi mindet om, hvor vigtigt det er at huske at få undervisningen væk fra klasseværelserne og ud under åben himmel,« siger Helle Rask Degner.
Eleverne får så meget mere ud af det, siger hun, og det synes de også selv.
»Det var sjovt endelig at mødes med nogle af eleverne og lærerne fra vores projekt, og de var nemme at snakke med. Man finder ud af, at man kan snakke meget mere engelsk, end man tror,« siger Emma.
Udsyn og indsigt
Besøget varede i fire dage og bød også på gåtur ved Kalø Slotsurin, en guided tur i Ree Park, som åbnede bare for Realskolens skyld, en byvandring i Aarhus og selvfølgelig bare almindeligt hggeligt samvær, hvor eleverne dannede venskaber på kryds og tværs.
Der sker så meget med eleverne i mødet med andre kulturer. De opdager, at de tør tage teten og snakke med gæsterne. De komer pludselig til at se på egen skole og hverdag med helt nye øjne, og så opdager de, at vi slet ikke er så forskellige igen.«
Som elev på Ryomgaard Realskole kommer man på lejrskole eller rejse hvert andet år, og ofte til udlandet.
Ryomgaard Realskole har i flere år haft fokus på det internationale. Og måske er det en god ide, for en undersøgelse lavet af EU-kommissionen fra 2012 viser, at elever markant forbedrer deres kulturelle og sociale kompetencer, forbedrer deres sprogkompetencer og får mere kulturel bevidsthed, når de deltager i internationale skolepartnerskaber.
Undersøgelsen er godt nok ti år gammel, men på Realskolen er skoleleder Janus Laier ikke i tvivl om fordelene.
»Vi vil gerne gøre vores elever nysgerrige på verden. De skal få indsigt gennem globalt udsyn, som er vigtigt for både dannelse og uddannelse. Vi har haft mange gode projekter gennem årene med lande fra hele verden, og det skyldes i høj grad en ihærdig indsats fra nogle af vores lærere i forhold til at søge midler år efter år efter år.«
Og den sidste bemærkning tager Helle Ask Degner til sig.
»De her internationale projekter er et kæmpe arbejde at hive hjem. Det her Outdoor Learning projekt har vi selv startet op helt fra bunden, og det tager tid at bygge et netværk op omkring sådan et projekt.« Ryomgaard Realskole har modtaget 250.000 kroner af EU til programmet Outdoor Learning.