Slut med farver og logoer på cigaretpakker
1. april træder regler om standardiserede tobakspakker i kraft. Reglerne skal bidrage til, at færre børn og unge begynder at ryge.
Samme farve, ens skrifttype og ingen logoer eller grafikker.
Fra 1. april må cigaretpakker, dåser med tyggetobak og flere andre tobaksprodukter kun sælges i en grøn-brun pakke. Lov om standardiserede tobakspakker sætter stop for kulørte pakker.
Det oplyser Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
«Et produkt, der slår hver anden bruger ihjel, skal man ikke reklamere for. Heller ikke ved at pakke det ind i lækkert design. Fra interview med unge ved vi, at pakkernes design blandt andet påvirker unges opfattelse af cigaretternes kvalitet, smag, skadelighed og styrke, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
Det sidste skub?
De nye regler træder i kraft efter en overgangsperiode fra juni 2021, hvor det har været tilladt at sælge ud af de »gamle« pakker.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse har designet på tobakspakker og cigaretter i årtier været en vigtig del af tobaksindustriens markedsføringsstrategi.
»Tobaksindustrien bruger pakkens design til at skabe blikfang og tiltrække opmærksomhed, men også til at distrahere øjet fra sundhedsadvarslen. Det er nu slut, og forhåbentlig kan det nye udseende være med til at give det sidste skub til de mange rygere, som faktisk gerne vil stoppe med at ryge,« siger seniorkonsulent i Hjerteforeningen, Mads Lind.
Loven om standardiserede tobakspakker gælder cigaretter, rulletobak, tyggetobak, opvarmet tobak, vandpibetobak og e-cigaretter.
Standardiseringen gælder ikke cigarer, cigarillos, pibetobak og nikotinposer.
Standardiserede tobakspakker er seneste initiativ Folketingets i handleplan mod børn og unges rygning. Planen har sikret flere initiativer, der skal gøre rygning mindre synlig, fx tobak under disken, neutrale pakker og røgfri skoletid.