Fortsæt til indhold

Vintage-folket lader op til et stort bilår efter dvale

Mange af de store biltræf er tilbage efter to år med coronarestriktioner. Det gælder bl. a. et af Danmarks største træf på Wedelslund Gods i Østjylland.

Samfund
Jens Overgaard

Der er udsigt til masser af veteran-og vintagebiler på vejene i de kommende måneder.

Efter to år i coronaens skygge, hvor mange af de store træf har ligget underdrejet, vejrer entusiaster og arrangører nu morgenluft.

Et forår og en sommer, hvor corona og restriktioner er lagt i bakspejlet, betyder, at mange af de store træf er tilbage. Det gælder bl. a. den store Træf-og Køretøjsdag på Wedelslund Gods i Østjylland, der foregår 5. juni, samt Klassisk Køredag i Sorø samme dato.

Til august sker det store amerikanertræf med international deltagelse, Viking Run, også igen.

Det er alle arrangementer, der har ligget stille flere år på grund af corona, og som nu er i gang igen, og de er ikke enestående, lyder det fra Johnny B. Rasmussen, der er sekretariatschef for Motorhistorisk Samråd.

Han kan mærke, at der både er en gryende optimisme og et stort behov for at komme ud og køre med bilerne. Han vurderer, at der nu vil komme gang i mange flere af de arrangementer, som har været nedlukket.

»Det bliver en kanonsæson i år. Det bliver travlt med masser af køretøjer på vejene. De, der har biler og motorcykler, glæder sig vildt til at komme ud og køre, på trods af de høje brændstofpriser, som er blevet et vilkår. Så må man spare lidt på de røde bøffer og rødvinen, for bilerne har snart holdt stille længe,« siger Johnny B. Rasmussen.

»Det er et opsparet behov. Det handler om at komme ud og møde familie og venner og have en hyggelig grillaften. Det er det, som vi alle har savnet. Jeg kan høre fra mit netværk, at der sker meget. For mange handler det om at få gang i klubberne. Vi er endnu forholdsvis tidligt i sæsonen, og så kommer der datoer drypvist,« siger han.

På Wedelslund ved Galten er man nu klar igen, efter at der ikke har været træf her i 2020 og 2021.

Her er der kommet en aftale i gang med den nye ejer af godset, og salget er gået i gang.

Jørgen Kjær, som er bestyrelsesmedlem i Dansk Vintage Motor Club, der er en af arrangørerne, glæder sig over, at man nu er i gang igen med det store arrangement, der har kørt i mere end en halv snes år.

»Folk trænger til at komme ud. Det er ligesom med cirkushesten og savsmuldet. Der skal ske noget igen,« siger Jørgen Kjær.

Her fortsætter man med den samme opskrift som tidligere, hvilket vil sige, at der vil være et stort antal klubber og en række aktiviteter og musik. Det er noget, som arrangørerne selv kalder ”Danmarks største havefest for køretøjer”.

Flere youngtimere

Som noget nyt vil man dog gøre mere ud af youngtimere, der er biler, som er blevet 25 år.

Derfor bliver der nu et helt specielt afsnit for youngtimerne.

Jørgen Kjær håber på, at man kan samle flere hundrede af dem.

»Vi vil sætte mere fokus på youngtimere. Vi har en udfordring med de gamle biler, vi skal have nogle nye med i hobbyen. De kan ikke alle sammen køre Ford A,« siger Jørgen Kjær.

Det sker bl. a. ved at kontakte klubberne direkte og gennem et netværk som Youngtimer. dk, der også har en stor Facebook-side.

»Jeg håber, at der er flere, som synes, at det kunne være sjovt at mødes. Vi skal have gang i arvefølgen. Det er en naturlig udvikling, nogle unge mennesker vil gerne have ældre biler. Men man kan frygte, at det at have biler som hobby forsvinder, i takt med at biler mere bliver en brugsgenstand, og at det så går hurtigt med, at youngtimerne forsvinder. Myndighederne gør meget for at få de nyere biler af vejene, både med stigende afgifter, og der er et fokus på elbiler, som man bare køber på nettet. Så vi håber at få nogle nye med,« siger Jørgen Kjær.