Fortsæt til indhold

Norddjurs Award: Hyldest til Norddjurs' frivillige

Der blev sat projektørlys på kommunens frivillige ved Norddjurs Award 2021

Samfund

Norddjurs Kommunes frivillige blev hædret på flotteste vis ved Norddjurs Award 2021. Der var dækket op til en festlig aften i Rougsøhallen i Ørsted, projektørerne var sat, og aftenen forløb både farverigt og muntert. Højtideligt var det også, idet betydningen af de mange frivillige og deres arbejde blev understreget flere gange.

»Der er utrolig mange frivillige i Norddjurs Kommune. Vi værdsætter højt og anerkender jeres store arbejde. I gør en forskel for kommunens borgere. Tusind tak for jeres indsats,« sagde borgmester Kasper Juncher Bjerregaard i sin velkomst til festen.

Stoleleg og Aprilsnar

Tom Bytoft, der både er politiker i Norddjurs Kommune og også har været konferencier ved tidligere Award-shows, havde igen i år æren at binde de forskellige indslag sammen.

Lidt finurligt tog han også fusen på publikum, da han hen på aftenen bad folk om at kigge under stolen efter en seddel. De fleste rejste sig og vendte stolen på hovedet, hvorefter han mindede dem om, at det var 1. april. Det tog man med skæve smil og latter - og så fortsatte showet.

Efter borgmesterens velkomst blev der serveret lækre sandwichboller, og Lars-Erik Quortrup sørgede for stemningsfuld baggrundsmusik. Herefter begyndte prisuddelingen af hele ni priser.

Undervejs kunne man i de to pauser nyde Lars-Erik Quortrup og Lene Leeds optræden med sang og klaver, og Teatersildene fra HATS gav den gas med Birthe Kjærs »Vi maler byen rød«.

Anerkendelse

Blandt publikum var Nicolai Huse Jacobsen, Kulturskolen Norddjurs, der var nomineret til Kulturprisen. Uden at han var helt sikker, regnede han med, at han var nomineret på grund af sit arbejde med talenterne i musikskolen.

Nicoline Saaby har roser både til arrangement og til ideen bag. Foto: Anette Bonde.

»Jeg er stolt over at blive nomineret. Det er dejligt at blive anerkendt, uanset om man vinder eller ej,« smiler han.

Da han kom på scenen, nævntes da også netop hans talentarbejde og hans betydning for musikmiljøet i Norddjurs. Kulturprisen blev dog ikke hans, men blev givet til Marco Refskou, Grenaa Aktivitets og Musik Forening.

Skulderklap og inspiration

Nicoline Saaby var mødt op til prisuddelingen, fordi hendes bonusfar var nomineret i kategorien Årets Idrætsleder. Hun havde hygget sig hele aftenen og roste både arrangementet og ideen bag.

Inger Mejneche (til venstre) og Solveig Thygesen peger på, at der er masser af frivillige rundt omkring - og måske vil de selv indstille nogen til næste Award.. Foto: Anette Bonde.

»Det er et fuldstændig gennemtænkt arrangement. Og en god ide. Samtidig med at man på den måde giver et skulderklap til de nominerede, kan det også være med til at inspirere andre.«

Indstille nogle selv

Inger Mejneche og Solveig Thygesen bor i Vivild, og de var kommet af ren interesse, men også fordi én fra Vivild, Kurt Enevoldsen, var nomineret. De roste også arrangementet.

»Det er godt, at Norddjurs Kommune gør dette for de frivillige, for hvad skulle vi gøre uden dem.«

Ideen bag showet havde fået dem til at tænke over, at de måske selv kunne indstille nogle til næste Norddjurs Award.

»Mange gør jo et kæmpe arbejde. Der er nok at tage af.«

Læs mere side 27