Flere dagtilbudspladser i Aarhus C
Partierne bag budget 2013 i Aarhus, Socialdemokraterne, SF, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, har i dag indgået en aftale om at skabe flere pladser i dagtilbud til børn i Aarhus Midtby.Herudover er forligspartierne enige om, at brugerne af Børnenes Hus i Hjortensgade fremover vil kunne benytte Børnenes Jord i Thunøgade, og partierne afsætter tre millioner kroner til at forbedre Børnenes Jord. ”Med aftalen imødekommer vi en række hensyn til brugere og borgere i det centrale Aarhus. Vi sætter det samlede projekt ned i skala og imødekommer beboerne, men skaber samtidig flere pladser til børn og forældre i midtbyen. Med aftalen bliver der sat udråbstegn ved den positive inddragelse af brugerne af Børnenes Jord, Børnenes Hus og beboerne omkring beboerhuset i Sølystgade,” lyder det i en samlet udtalelse fra forligspartierne.