Fortsæt til indhold

Niels er fjerde generation på slægtsgården

Niels Nielsen på "Kastanielund i Ålsrode fylder 90 år fredag 8. april.

Samfund

Niels Nielsen, ”Kastanielund”, Ålsrode, runder 90 år fredag 8 april.

Han har næsten boet på slægtsgården ”Kastanielund” i Ålsrode hele sit liv. Han er fjerde .generation på gården, som har tilhørt samme familie siden 1851.

Niels havde som ung et ophold på Egå Efterskole, og var derefter soldat i Fredericia, inden han uddannede sig på blandt andet Lundbæk Landbrugsskole og var karl på et par gårde i Jylland.

I 1956 drog Niels til Norge på sin motorcykel for at arbejde på gården Riggesem i Østfold. Det blev til syv år i Norge – hvor han både arbejdede og siden forpagtede gården i Norge i nogle år.

Norge blev hans andet hjem og han har stadig mange både norske og danske venner fra tiden i Norge. Norge blev dog også hans skæbne på mange måder. Han mistede sit ene ben i Norge som 25-årig, men ville stadig være landmand.

Han har aldrig ladet sig gå på af sit handicap og vil ikke have nogen form for særbehandling. Han mødte også sit livs kærlighed - Ester Møberg fra Hejnsvig. De fik senere tre børn, Marit, Brit og Morten.

Niels er landmand med stort L, såvel i arbejde som i fritid. Da familien for et par måneder siden spurgte, hvad han ville være, hvis han var ung i dag, så svarede han - landmand.

Niels og Ester flyttede hjem til Kastanielund i 1963, og hans forældre flyttede ind i nyt hus tæt på gården. Hans far Holger fortsatte med at arbejde på gården både formiddag og eftermiddag i mange år efter.

Niels byggede en af de største og mest moderne stalde i 1967 - Djurslands længste på den tid og var tidligt ude med hensyn til automatisering i automatisk fodre-anlæg.

Han var sej og arbejdsom, og havde tidligere ekstrajob hvor han slog græs for kommunen i sommerhuskvarteret og tærskede for andre. Der skulle også være orden og der skulle pløjes helt lige og gerne køres lidt gylle også om søndagen.

Kastanielund har været en god arbejdsplads for Ålsrodes unge, og der har været utallige over årene, og flere af dem har Niels kontakt med den dag i dag.

Niels var fuldtidslandmand til op i 80’erne og er selvfølgelig fortsat ”forvalter” på gården for sønnen Morten, som i dag ejer gården. Nu da landmands-aktiviteterne er reduceret, så skal der selvfølgelig ske noget andet på gården, så der dyrkes flittigt kartofler, jordbær og porrer og andet. Der skrælles æbler i kassevis og knækkes valnødder, så der er forråd til de næste mange år. Desuden kører han mange ture på Djursland og følger med i hvad alle de andre landmænd har gang i og kommenterer også på hvad der sker på de enkelte gårde. Som 88-årig købte Niels en ny bil, så han endnu bedre komme rundt på Djursland.

Der har altid været liv på Kastanielund, både da Niels var barn sammen med sine tre søstre og da der kom børn til på gården. De fleste af Ålsrodes børn legede på gården dengang. Niels og Ester byggede legehus, købmandsbutik, gynger, kaninbure, halmhuler og var taxachauffør til fritidsaktiviteter og andet. Om vinteren blev der kørt på slæde trukket af traktoren.

Der har været mange på ferie på Kastanielund og nogle blev sat i sving, men Niels var ikke bleg for at drille eller starte en god vandkamp efter dagens arbejde.

I 1996 tog børnene fusen på mor Ester og far Niels. De gav dem en rejse til Canada. Først ville griseavleren ikke afsted, men alt var arrangeret og de rejste med et par venner til Canada for at besøge gode venner ved Vancouver. Det blev også en af livets store oplevelser. Det gav lidt blod på tanden, så de sammen rejste til Kreta og Madeira udover deres mange rejser til Norge.

Niels er meget social, interesseret og trofast, og han kender mange i Ålsrode. Han går dagligt tur med veninden Ingrid – og ofte møder de bekendte på deres tur. Han bliver glad når folk dukker op på gården for at hilse på.

De to børnebørn Viktor og Mark spreder også meget glæde i hans liv.