Fortsæt til indhold

Sundhedshus: Fra støtteforening til støttegruppe

Støtteforeningen for Grenaa Sundhedshus er nu nedlagt og erstattet af en støttegruppe.

Samfund

Der var vrede og oprørsstemning, da sygehusstrukturen i Region Midt for en enes år siden blev centraliseret og der blev sagt farvel til sygehusene i Grenaa, Ringkøbing, Skive og Lemvig.

Vi synes ikke længere, vi kunne forsvare at opkræve kontingent og vi har vurderet, at Sundhedshuset i Grenaa nu fungerer - men at der så sandelig stadig er brug for inspiration og ”borgerkritiske øjne” på udviklingen
Mette Kirk

I Grenaa resulterede det for 20 år siden i protestoptog, store borgermøder og underskriftsindsamling - og ikke mindst oprettelsen af en støtteforening - i begyndelsen for at støtte de sølle rester, der blev tilbage af Grenaa Sygehus og til sidst som støtte til Grenaa Sundhedshus.

Længst tid i Grenaa

Foreningerne i de andre byer forsvandt hurtigt. Længstlevende var den i Grenaa - men den er også lukket nu og omdannet til en støttegruppe, der har fået Mette Kirk som formand, Egon Jensen som næstformand og Poul Nowack som ansvarlig for hjemmesiden og Facebookgruppen.

Mette Kirk er nu formand for Støttegruppen og flankeres her af næstformand Egon Jensen t.v. og Poul Nowack, der er ansvalig for hjemmeside og Facebookside. Pressebillede

»Vi synes ikke længere, vi kunne forsvare at opkræve kontingent og vi har vurderet, at Sundhedshuset i Grenaa nu fungerer - men at der så sandelig stadig er brug for inspiration og ”borgerkritiske øjne” på udviklingen,« siger Mette Kirk om baggrunden for skiftet fra støtteforening til en mere uformel støttegruppe uden krav om medlemsskab, kontingent og generalforsamling.

Støttegruppen vil i den kommende tid især koncentrere sig om regeringens udspil om nærhospitaler og hvad det begreb egentlig indebærer for et område som Djursland.

Minister inviteret

»Derfor har vi kontaktet vores lokale folketingsmedlem Leif Lahn Jensen, (S), og bedt ham om at invitere sundhedsminister Magnus Heunicke til et møde i Grenaa for at gøre os klogere. Umiddelbart har vi større tiltro til, at vi lettere bliver hørt og får et mere regulært samarbejde med staten, end det, vi hidtil har set fra Region Midt,« siger Mette Kirk.

Hun bygger det, at man fra statslig sige må melde ud, hvad et nærhospital skal kunne rumme og tilbyde - og så vel at mærke leve op til det. Her har det fra Grenaas side knebet med det fra både Region Midt og Randers Sygehus. Et eksempel er, at der ikke længere er direkte bus mellem Grenaa og Randers - hvor der kræves et skifte i Ryomgård - og er besluttet af Region Midt. Og aflysninger på stribe i ambulatorier i Grenaa - typisk fordi der mangler personale i Randers.

»Vi får nok ikke sengepladser tilbage til Grenaa, men der er da stadig noget at kæmpe for lokalt, og derfor er det vigtigt, at vi ikke lukker og slukker. Vi skal være borgernes kritiske øjne på det sundhedstilbud, som vi har og som vi får i fremtiden. Vi har gennem 20 år oplevet en fantastisk tilslutning fra borgerne, så jeg føler, at det har været kampen værd og at vi har gjort en forskel,« siger Mette Kirk.