Fortsæt til indhold

Mobning: Allingåbroskolen er det helt store fyrtårn i Norddjurs

Norddjurs Kommune er en af de kommuner i Danmark, hvor mobning i skolen topper. Allingåbroskolen stikker dog helt ud i positiv retning i denne ellers kedelige statistik

Samfund

I DjurslandsPosten forleden omtalte vi en landsdækkende rapport om mobning for skolebørn i 4.-9. klasse med Børns Vilkår og TrygFonden som afsender. Tallene i rapporten bygger på undersøgelser foretaget i 2017.

Heri kunne man læse, at 11,1 pct. af eleverne i 4.-9. klasse i skolerne i Norddjurs Kommune oplever at blive mobbet. Det er et stykke over landsgennemsnittet på 8,3 pct.

Norddjurs Kommune hører til blandt de 13 kommuner, hvor mobning er mest udbredt. I disse 13 kommuner oplever mere end hver 10. elev at blive mobbet.

Der er dog sket en forbedring siden 2014/2015, hvor 15,8 procent af 4.-9. klasses eleverne i Norddjurs Kommune oplevede at blive mobbet, fortælles det i rapporten.

Det store fyrtårn

Hvad der ikke blev fortalt i artiklen og som er med til at nuancere billedet i Norddjurs Kommune var, at Børns Vilkår og TrygFonden i rapporten rent faktisk fremhæver Allingåbroskolen som et flot eksempel på, at det er muligt at få bragt mobning ned på et meget lavere niveau.

Allingåbroskolen stikker ud sammenlignet med de øvrige skoler i Norddjurs Kommune, idet kun 4,5 pct. af børnene oplever at blive mobbet – væsentligt under landsgennemsnittet på 8,3 pct.

Allingåbroskolen er en overskuelig skole med 126 elever, 11 lærere og fire pædagoger. Det betyder, at alle kender alle – også ved navn, fremhæves det i rapporten.

Allingåbroskolen har siden 2013 anvendt skoleudviklingsmodellen PALS – Positiv Adfærd i Læring og Samspil - til at bekæmpe mobning.

Hvis der opstår problemer med trivslen på skolen, bliver alle relevante parter med det samme inddraget: lærerne, eleverne, forældrene, PPR m.fl., fortæller afdelingsskoleleder Torben Reinholdt i rapporten.

Udover at være en PALS-skole afholder skolen en årlig trivselsuge med workshops om sundhed og trivsel, som afholdes på tværs af klassetrin. Derudover er alle 6. klasseseleverne legepatrulje i frikvartererne, hvor de sørger for at sætte lege i gang for de små elever.