Fortsæt til indhold

Salgschef har købt Frisenette ApS

Frisenette ApS i Knebel er blevet solgt til virksomhedens salgschef gennem mange år, Henrik T. Fjeldgaard, som samtidig bliver direktør for firmaet

Samfund

En hæderkronet lokal virksomhed skifter hænder.

Frisenette ApS i Knebel, der sælger filtre, filtreringsudstyr og forbrugsmaterialer til laboratorier i ind- og udland, er blevet solgt til virksomhedens salgschef gennem mange år, den kendte Mols-mand Henrik T. Fjeldgaard, som samtidig bliver direktør for firmaet.

Firmaet er stiftet i 1931, og siden 1995 har Ervind Müller været ejer og leder af firmaet. Ervind Müller har besluttet sig for at gå på pension, meddeler virksomheden i en pressemeddelelse.

Ejer på pension

1. februar 2017 kunne Ervind Müller fejre 25 års jubilæum hos Frisenette ApS.

Han er uddannet som Cand. Merc. og blev ansat som Salgs- og Marketingschef som led i et generationsskifte i firmaet, som på dette tidspunkt lå i Egsmark ved Ebeltoft. Inden sin ansættelse arbejdede Ervind Müller som konsulent i Industrirådet, nuværende Dansk Industri, og rådgav det daværende firma A.G. Frisenette og Sønner om et forestående generationsskifte.

Under denne proces fik Ervind Müller interesse i på sigt at overtage firmaet. I 1993 kom Ervind Müller i firmaets ejerkreds og efter nogle år som medejer, overtog Ervind Müller alle anparter. I forbindelse med medejerskabet skiftede firmaet navn til Frisenette ApS.

I 2005 flyttede firmaet til Knebel.

Glidende overgang

Ejerskiftet er sidste skridt i en plan om glidende generationsskifte, som blev udarbejdet for 5 år siden.

Ejer- og direktørskiftet får ingen direkte betydning for hverken personalet eller kunderne, idet Henrik T. Fjeldgaard ønsker at videreføre firmaet i samme gode ånd som tidligere, lyder det i pressemeddelelsen.

Firmaet beskæftiger ti ansatte.