Mælkevejspulver, stjernestøv og salamanderslim

Hvert år laver 6. klassen på Ugelbølle Friskole teater op til den årlige skolefest lige før påske, og i år foregår fortællingen i langt ude i rummet. Menneskeheden er dømt til at gå under, hvis der ikke findes en vaccine. Ingredienserne skal hentes på syv fremmede planeter på udrejsen. Astronauterne tager afsted og stjæler på ondskabsfuld vis de ingredienser, der skal bruges, fra planeternes lokale væsner.

Det lykkes astronauterne at frembringe vaccinen, som de gør ivrig brug af på hjemrejsen, hvor de besøger de samme syv planeter. Men hvor de før med ondskab tog, hvad de skulle bruge, lader de nu alle få glæde af vaccinen, som ved et enkelt sprøjt fra den glimmerbelagte forstøver indhylder både menneskene selv og de skøre væsner, de har mødt, i fred og kærlighed.

Forestillingen består af både dans, flotte kostumer, sang og musik. Kun sidstnævnte halter lidt undervejs, især fordi læreren ved klaverets stemme overdøver elevernes i øvrigt fine sangstemmer.

Fremhæves skal dog elevernes skuespilpræstationer, som var langt over, hvad man kan forvente af et skolestykke fra en 6. klasse. Ingen var bange for at gøre sig selv til grin, være grimme eller at gøre det bedste, de kunne. De har tydeligvis gjort sig umage og lært deres replikker udenad. De ville nå udover scenekanten, og det gjorde de.

Elevernes egen historie

En vis afsmitning fra coronatidens vaccinevirkelighed i elevernes forestilling, som de selv har skrevet, lader sig ikke fornægte, men det er lykkedes at løfte historien i Langt ude i rummet op på et andet plan. Ikke bare fordi løsningen er kærlighed, men fordi den med små magiske fantasier fjerner sig fra virkeligheden.

Eleverne har formået at skrue en historie sammen, som på sin egen gakkede facon næsten minder lidt om Alice i Eventyrland med dens skæve væsner og skøre scener, som udmiddelbart ikke giver mening, men som får et smil frem på læben og et: ’hvor får de det dog fra’?

Der er sneglen Mogens, som spiser milky bar og mars og professoren V. idenskab. Der er rumrabarber, citronmåner og regnbuefamilier. Der er den grædende orm, smadre-jas’erne og en vandsuppe, som skal smages til med stjernestøv, salamanderslim og astronautkød. Og det hele er noget, eleverne selv har fundet på.

»Jamen, vi legede sådan en leg i 4. klasse med nogle smadrejas’er, og så de sku selvfølgelig med i stykket. Meget af det er noget, vi har fra vores tid i klassen. Vores motto er også alle for en og en for alle, så det skulle selvfølgelig lige som være budskabet,« fortæller 12-årige Edward A. Trzebuckowski, som spillede en af astronauterne.

»Det har været helt vildt sjovt at lave skuespillet, mest fordi vi lige som allesammen har været med til hele processen. Både at skrive stykket, og lys og lyd og skuespil og kostumer. Men det har altså også været virkelig hårdt,« siger klassekammeraten Mathias Runge, 13, som spillede ikke mindre end fire roller.

På rejse

I instruktørstolen sidder Ugelbølle Friskoles mangeårige dramalærer, som i øvrigt også er pædagogisk leder, Inge Sølvsten. Hun er uddannet skuespiller, underviser professionelle hold i Aarhus og har rejst verden rundt med skuespil. Hun har mange års erfaring i at arbejde med børn og drama, og når det kommer til teaterforestillingen i Ugelbølle, så har hun siddet i instruktørstolen siden skolens start i 2011.

»Eleverne laver selv hele forestillingen. Jeg guider selvfølgelig, men det er en vigtig del af arbejdet med æstetiske læreprocesser, at de oplever så meget ejerskab som muligt.«

Hun mener, at teater lærer børn at finde fokus, at mestre kaos og at turde at være på.

»Det kan være grænseoverskridende for nogle, men jeg tror, det er vigtigt i dagens samfund at have power til at stille sig op foran en forsamling. Teatersalen er et godt sted at træne den robusthed.«

Noget af det vigtigste er dog den udvikling, der sker i den enkelte elev undervejs. Den indre rejse.

»På det konkrete plan handler forestillingen jo om en rejse, men klassen udvikler sig også, fællesskabet udvikler sig. Vi bruger to uger på at famle og pludselig er den der bare. Magien. Men det mest fantastiske er at følge hver enkelt elevs rejse i løbet af processen. De udvikler sig helt vildt.«,

Og nu, hvor der både har været en rejse på scenen, en rejse for fællesskabet og den enkelte, så er det da kun rimeligt, at 6. klasse også skal ud på en rigtig rejse. Senere på foråret tager de derfor til London og besøger en skuespillerskole.