Tordenskjolds hårdt prøvede soldater til boligkonference for seniorer og ældre
Over 80 borgere deltog før påske på boligkonferencen om fremtidens boligformer og boligbehov for seniorer og ældre i Syddjurs Kommune.
Vi lever længere og længere og sammen med en markant stigning i antallet af ældre i de kommende år, betyder det et øget behov for boliger til seniorer og ældre. Fremtidens ældre vil have forskellige behov, ressourcer og muligheder.
Derfor er der fokus på at udvikle forskellige boligformer, svarende til de ønsker fremtidens ældre har i opbygning og udvikling af boligkapaciteten i Syddjurs Kommune.
Byrådet besluttede i forbindelse med vedtagelsen af budget 2022, at der skulle afvikles en analyse af fremtidens boligbehov hos seniorer og ældre. Som opfølgning på Byrådets ønsker, vedtog Sundheds- og ældreudvalget at afvikle en konference, som opstart på analysen. Konferencen skal sikre en så bred dialog som muligt om fremtidens boligbehov og på konferencen deltog blandt andet borgere, Ældrerådet, Handicaprådet, Demorådet og aktører på boligområdet.
Viden og dialog
På konferencen var der oplæg fra fremtidsforsker Marianne Levinsen og specialkonsulent Helene Bothilde Rønne om fremtidens seniorer og ældre, borgerinddragelse og bosætning. Derefter var der dialog med borgere, politikere og aktører med fokus på bosætning, sund aldring og boformer, hvilket havde til formål at indsamle viden og skabe dialog omkring muligheder og behov.
Formand for Sundheds- og ældreudvalget Christoffer Pedersen udtaler i en pressemeddelelse:
»I udvalget vil vi arbejde videre med de mange indtryk og anvende dem i vores planlægning. Inddragelsen slutter dog ikke her og vi vil sammen med Ældrerådet arbejde hen mod en langsigtet plan for fremtidens boligformer for seniorer og ældre.«
Kommunens administration vil samle op på de mange indlæg og dialoger fra konferencen. Der vil desuden blive afviklet interviews med borgere for yderligere vidensindsamling. Ældrerådets underudvalg for boliger og ældrecentre vil blive inddraget i det kommende arbejde med at udarbejde en langsigtet plan for fremtidens boliger for seniorer i kommunen.