Fortsæt til indhold

Åbner i den gamle kiosk: Kendte restauratører bag nyt madsted ved busterminalen

Restauratørparret Mike Pabst og Dorthe Bjørn samt indehaverne af Conefusion og Café Coz er gået sammen om madstedet Yummy.

Samfund
Helle Elgaard KvistJP Randers

De lyslilla bogstaver på den pastelgrønnne baggrund giver associationer til retrostilen og noget sødt og lækkert, og sidstnævnte er netop også, hvad indehaverne af byen nyeste madsted gerne vil tilbyde randrusianerne.

Bag Yummy, der kan oversættes til lækkert eller mums, står kendte ansigter, nemlig restauratørparret, Mike Pabst og Dorthe Bjørn, der driver Sejlklubben, Café Jens Otto og er medejere af Mokajen Street Food, og et efterhånden også snart etableret restauratørpar i byen, Silviu Comanescu og Ella, der driver Streetfood-boden Conefusion og som i december åbnede Café Coz i de tidligere Restaurant Luna-lokaler på Rådhustorvet.

Initiativet til Yummy kommer fra Silviu Comanescu. Han lejede allerede i juli måned sidste år lokalerne, der tidligere husede Kioskland, der gik konkurs i sommeren 2020, med tanke på at lave en forretning à la 7-Eleven. Men den idé gik han fra igen, da sene åbningstider hos både Føtex og Fakta hurtigt ville give for meget konkurrence.

Kaffe og kage

Efter et par uger i tænkeboks blev konceptet i stedet lavet om til kaffe og kage, og han fik Mike Pabst og Dorthe Bjørn med på et samarbejde, da parret godt kunne se idéen, da det tidligere har drevet Slotspladsens Is og Kaffebar.

Konceptet blev dog ændret endnu en gang, og det endelige koncept for Yummy er en blanding af det salte og det søde køkken, og mad der kan ramme folk hele dagen.

»Det bliver et miks af kaffe, kage, salatbar, paninis, shakes og limonader,« siger Mike Pabst og understreger, at det bliver den gode kaffe, som han mener er svær at få i Randers.

»Det er næsten umuligt at opdrive god kaffe, men vi har lavet et samarbejde med Kaffeselskabet i Aalborg,« siger han.

Morgenmad på farten

Yummy kommer primært til at fungere som takeawaysted, da der på grund af manglende toiletfaciliteter ikke bliver indendørs siddepladser.

»Der kommer til at være nogle ventepladser,« siger Mike Pabst og fortæller, at man håber på, at det bliver muligt at etablere nogle udendørs siddepladser under markisen.

Yummy slår dørene op 21. april, og i første omgang bliver åbningstiderne fra tidlig morgen - enten klokken seks eller syv - så det er muligt at snuppe en kop kaffe og en morgenmads-panini på farten, og ud til engang på aftenen - sandsynligvis ved 20-tiden.

»Vi har ikke lagt os helt fast på åbningstiderne endnu, for vi skal også lige se, hvordan det går,« siger Mike Pabst, men tilføjer, at han ikke er nervøs for, om der vil komme kunder.

»Vi har ikke lavet nogle markedsanalyser, men vi kan se, hvor mange mennesker, der kommer forbi. Det er jo byens travleste strøg,« siger han.

Begge par glæder sig til for alvor at slå dørene op og komme i gang, selv om det ikke bliver dem selv, der kommer til at drive det nye madsted - deres rolle er en anden, fortæller Dorthe Børn.

»Vi er iværksætterne, og så holder vi selvfølgelig snor i det og laver kvalitetstjek,« siger hun og tilføjer, at der kan ske ændringer hen ad vejen.

»Det bliver learning by doing,« siger hun.