Kendt erhvervsmand fra Skanderborg er død
En markant profil på Skanderborgs ejendomsmarked er sovet ind efter længere tids kræftsygdom. Ejnar Grøn blev 71 år.
Hans kone, Hanne Grøn, som han drev virksomheden Skanderborg Erhvervscenter sammen med, fortsætter som direktør i firmaet.
Ejnar Grøn voksede op på en lille gård i Mariager, hvor han en særlig skelsættende dag meddelte, at han ikke agtede at overtage gården. Han havde andre planer for livet, lod han sin far vide.
Efter en afstikker til Odense, bosatte Ejnar og kæresten, den senere hustru Hanne, sig i Skanderborg i midten af 1970’erne.
Ejnar Grøn startede karrieren som skatterevisor ved kommunen, men i 1982 opstod muligheden for at blive medejer af et registreret revisionsfirma, som kom til at hedde Krogh og Grøn. Firmaet blev siden udvidet med flere indehavere og kom til at hedde Revisions-Partner, der stadig eksisterer i dag.
Ejnar Grøn var blandt andet revisor for den landskendte hoteldirektør Asger Mortensen fra Horsens, og de to havde et helt særligt bånd og venskab. Det var derfor et hårdt slag for Ejnar, da Asger kørte galt og mistede livet i 1992.
Med tabet af sin ven og absolut største klient begyndte Ejnar at lege med tanken om at sige stop som revisor for i stedet at satse på ejendomsudvikling. Det blev dog hustruen Hanne, der tog springet først, da muligheden for at købe et større erhvervscenter på Danmarksvej bød sig til i 1996.
Her opstod Skanderborg Erhvervscenter, og seks år senere stoppede Ejnar endelig som revisor og trådte ind i den daglige drift af Skanderborg Erhvervscenter. Herfra ekspanderede virksomheden med køb af flere udlejningsejendomme til private og fire yderligere erhvervscentre i Skanderborg.
Som de hundredvis af lejere og firmaer, som Ejnar Grøn har hjulpet med tag over hovedet vil vide, satte han en ære i at være tilgængelig og i øjenhøjde. Ikke sjældent har en potentiel ny lejer spurgt efter ejeren - for så at blive forbløffet, når manden i de slidte arbejdsbukser og sikkerhedssko forsikrede om, at det altså var ham.
Ejnar Grøn havde et helt særligt blik for at se muligheder for lejerne, hvoraf mange er startet i små lokaler og gradvist er vokset sig større og større.
I 2014 vandt Ejnar og Hanne Grøn Skanderborgs Erhvervsudviklerpris, som gives for at have ydet et særligt bidrag til udviklingen af Skanderborg Kommune. Prisen fik de af kollegerne i det lokale erhvervsliv, for deres ”hjælpsomhed og personlige holdning’.
Tre år senere fik Ejnar Grøn og hustruen Skanderborg Kommunes arkitektpris for smuk renovering af en tidligere produktionshal til smuk sprogskole på Grønlandsvej 5.
Ejnar Grøn vil også være kendt af mange for sine 10 år som formand for Skanderborg Fjernvarme, ligesom han også har været præsident for Rotary Skanderborg. I sine unge år var han træner i Skanderborg Boldklub, og det var altid til stor glæde for ham, når nogle af ’drengene’ fra dengang hilste på ham i bybilledet.
En særlig plads i Ejnar Grøns hjerte var reserveret til Skagen, hvor han og familien købte et gammelt fiskerhus i 2001, hvor han tilbragte mange glade timer med venner og familie. Ingen sommerferie var fuldendt, uden at de fire børnebørn havde været en tur i Farm Fun med farfar og farmor.
Ejnar Grøns første bolig i Skanderborg var en lejlighed øverst oppe i villaen ’Søholm’ på Adelgade 1. Skæbnen ville, at det blev på et andet ’Søholm’, et hospice i Stavtrup, at Ejnar Grøn tilbragte sine sidste fredfyldte dage sammen med den nærmeste familie; hustruen Hanne, søsteren Inge, sønnerne Martin og Tommy med respektive partnere og de fire børnebørn Vega, Helena, Mikkel og Sebastian.
Ejnar Grøn bisættes fra Skanderborg Slotskirke fredag 22. april kl. 14.