Fortsæt til indhold

En livsnyder med et stort hjerte

Helge Thomassen, Grenaa, er død efter kort tids sygdom, 74 år.

Samfund
Il

Helge Thomassen, Grenaa, er død efter kort tids sygdom, 74 år.

Hege Thomassen voksede op i Gl. Mørke som den yngste i en søskendeflok på ni.

Han blev uddannet herreekviperingshandler hos EBM i Kolind. Efter en afstikker til Grenaa kom han tilbage til Kolind, hvor han en årrække var bestyrer af EBM. Han havde en sikker smag og var vellidt af kunderne, som altid kunne regne med, at de fik en ærlig vurdering af, hvad der klædte dem.

I 1970 giftede han sig med Ulla Søndergaard, og de købte kort efter huset på Bakkedraget i Kolind, hvor Line og Peter voksede op. De to fik en meget medlevende far, der lærte dem glæden ved naturen og ikke mindst stranden.

Også historie havde hans interesse. Mange ferier blev tilbragt med campletten rundt om i landet, hvor der altid var et slot, en herregård eller en kirke, der skulle besøges.

Familien flyttede midt i 1980erne til Sivested. Efter skilsmissen et par år senere flyttede Helge Thomassen til Grenaa. Ulla forblev dog livet ud hans nære ven.

Han forlod tøjbranchen og kom nu til at bruge sine pædagogiske evner på bostedet Trekanten, hvor han havde resten af sit arbejdsliv fortrinsvis som nattevagt. Han elskede arbejdet med de voksne handicappede og kunne også bruge fritid på at give en beboer en særlig oplevelse.

Helge Thomassen fandt for cirka 30 år siden sit eget lille slot, den svenskrøde sommerhusidyl på Brombærvej, hvor han udfoldede al sin sans for indretning både ude og inde. Alt blomstrede mellem hans hænder, og foruden blomster fyldtes huset med de mange fund, han gennem årene gjorde rundt om på loppemarkeder. Altid med sikker stilsans.

Venskaber samlede han også på, og da han aldrig glemte gamle venner og havde en stor familie, blev det til mange sammenkomster på Brombærvej. Selv om invitationen lød på en lille bid sild, vidste erfarne gæster, at der ventede et overdådigt måltid. Gerne med gammeldags dansk mad, lavet fra grunden, som hans mor havde lært ham. Han var vokset op i små kår, men mor Elna kunne få meget ud af lidt, og her havde han lært værdien af at samles om god veltillavet mad.

Mest velkomne var naturligvis børnene og de fem børnebørn, som kunne være sikre på, at morfar og farfar stod klar med livretterne.

Helge Thomassen nød også gerne sit eget selskab på lange gå- eller cykelture med hunden Teddy. Altid med fart over feltet og et smil om munden.

Den længste tur blev dog Caminoen i Spanien, som han gik sammen med en ungdomsven i 2014.

Han elskede solen og Grenaa Strand men havde også lært at sætte pris på livet under sydlige himmelstrøg, Mange gange besøgte han sammen med venner Grand Canaria, som også blev det foretrukne feriemål for ham og Anton Jakobsen. De to dannede par for snart 20 år siden. Sammen nød de også kulturlivets glæder og samvær med venner hos Anton i Aarhus og freden på Brombærvej.

Helge Thomassen havde været gennem flere hjerteoperationer, men det dæmpede ikke aktivitetsniveauet. Først da han i den senere tid fik lungeproblemer, måtte han give op.

Helge Thomassen efterlader sig Anton, børn, svigersøn og børnebørn, samt Ulla, to søstre og to brødre.