Fortsæt til indhold

Overtændt rækkehus: Person omkommet i voldsom brand

Tirsdag aften udviklede en voldsom brand i et rækkehus i Trolles Have i Slagelse sig tragisk, da en person omkom i branden.

Samfund

Tirsdag aften raserede flammerne i et rækkehus i Trolles Have i Slagelse, og den voldsomme brand tog på tragisk vis også et liv.

Det bekræfter vagtchef Heidi Grandt Andresen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi over for Lokalavisen.

»Der er en person, der er omkommet i branden,« fortæller vagtchefen, der dog hverken kan komme dødsårsag eller yderligere information omkring afdøde.

Sagen er overgået til efterforskning, forklarer vagtchefen, og politiet har for nuværende ikke yderligere kommentarer.

Den voldsomme brand kostede en person livet. Ifølge TV 2 Øst var det en kvinde, der omkom i branden. Foto: Presse-fotos.dk

Ifølge TV 2 Øst er det en kvinde, der er omkommet i flammerne. Mediet skriver, at i alt 25 brandfolk og seks brandbiler været involveret i at nedkæmpe flammerne.

Indsatsleder i Slagelse Brand og Redning, Michael Gravgaard, siger til mediet, at rækkehuset var overtændt, og branden raserede to etager i boligen.

»Den bolig, der var overtændt, er fuldstændigt raseret af brand. Naboen har en del vandskade, og der er lidt brandskade i loftrummet, og genboen har lidt vandskade,« siger indsatslederen.

Heidi Grandt Andresen fortæller til Lokalavisen, at der muligvis stadig pågår efterslukningsarbejde ude i rækkehuset, og at politiet er gået i gang med at undersøge årsagen til branden.