Aarhus' CO2-udledning tager kæmpe dyk - men stiger nok igen
Aarhus Kommunes klimaregnskab ser positivt ud, men vi skal takke en synder, vi gerne havde været foruden.
Der bliver ført et stramt klimaregnskab i Aarhus Kommune, hvor byrådet jagter ambitionen om at være CO2-neutral om otte år.
Og tager man et overfladisk blik på klimaregnskabet, så ser det utroligt godt ud. Det viser nemlig en markant nedgang i udledningen af drivhusgasser i 2020, og faldet skyldes især en voldsom nedgang i udledningen fra transportsektoren.
Men 2020 var jo som bekendt et kedeligt coronaår, og nedgangen i vej og flytrafik må henføres til de massive nedlukninger, hele verden var ramt af.
Transportsektorens udledning faldt med hele 255.000 tons sammenlignet med 2019 - et fald på 46 procent. Men det forventes at stige betragteligt igen.
Ikke desto mindre mener man på rådhuset, at der er nogle interessante potentialer fra pandemiens klimaeffekt at kigge på.
»Det er naturligvis positivt, at vi umiddelbart har skåret en luns af udledningen af drivhusgasser. Men vi kan bestemt ikke lette på arbejdet med at bringe Aarhus tættere på en fossilfri fremtid. Vi skal fortsætte med at arbejde for at mindske udledningen fra Aarhus. Derfor skal vi bruge dette regnskab som motivation til, at vi kollektivt kan ændre på samfundets udledning. Naturligvis skal vi ikke lukke samfundet ned, men vi skal bruge erfaringer fra nedlukningerne til at effektivisere arbejdsgange og anlægge nye vaner, som både kan give livskvalitet og mindske vores klimaaftryk som individer,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.
Covid-19 tvang alle til akutte ændringer i den daglige adfærd, og klimaregnskabet viser tydeligt, hvad de ændringer har haft af betydning.
Hjemmearbejde batter
Derfor er det oplagt at fortsætte de ting, der giver mening at videreføre - eks. i forbindelse med pendling og forretningsrejser, hvor små ændringer kan gøre en forskel.
»Vi skal fortsætte med at udvikle erhvervslivet i Aarhus. Det handler blandt andet om at effektivisere arbejdsgange og være bevidst om, at der findes flere forskellige bundlinjer, der kan bidrage til gode resultater. Hjemmearbejde er et eksempel, der både giver værdi for den enkelte og kan nedbringe virksomhedernes driftsomkostninger - og er et fleksibelt redskab. Vi har i forvejen et erhvervsliv i Aarhus, der er i front med den grønne omstilling – et af de næste skridt er, at man tænker grøn omstilling ind som en naturlig del af virksomhedernes og medarbejdernes adfærd,« siger Steen Stavnsbo (K), rådmand for Teknik og Miljø.
Selvom konstant hjemmearbejde ikke nødvendigvis er lykken for alle, har mange oplevet værdien af at have flere hjemmearbejdsdage.
Klimaregnskabet viser, at hjemmearbejde har en målbar effekt på udledningen af drivhusgasser.
»Hvis en pendler, der kører 20 km i en benzinbil hver dag, vælger at arbejde hjemme to dage om ugen, kan vedkommende spare 255 kilo CO2 årligt. Hvis ca. 25 pct. af pendlerne i Aarhus gør det, vil det kunne spare 4,2 tons CO2 om året – og naturligvis nogle penge på mindre transportomkostninger,« siger Henrik D. H. Müller, der er kommunens klimachef.