Fortsæt til indhold

Gratis eller annonce

Samfund

Jeg håber du har nydt påsken og nu er kommet godt i gang med hverdagen igen.

Med til forårets og livets gang hører møder, arrangementer og generalforsamlinger. Og vi er alle interesserede i at fortælle om hver især vores eget arrangement.

Din Avis er også interesseret i at høre fra netop din forening, eller om dit arrangement. Vi vil gerne berette om byens liv.

Som den ene halvdel af en annonceavis er vi som journalister knap så interesseret i at reklamere for noget. Vi vil hellere fortælle om baggrunden, udviklingen eller meningen med tingene. Og så er der alle de andre nyheder og underretninger, som du hver uge finder i Din Avis.

Som vi tit siger til folk:

»Hos journalisten er det gratis. Men journalisten finder ordlyden, vinklen og hvornår det skal bringes. Hvis du gerne vil have et bestemt budskab, en entrépris, et klokkeslæt, lidt farve på og gerne vil bestemme hvornår det skal bringes, så er det en annonce. Og den koster penge.«

Vi bringer gerne foromtaler uden angivelse af klokkeslæt. De er ment som appetitvækkere til vores læsere. Ikke som annonce. Det har vi jo en hel afdeling der sørger for.

Desuden bruger vi Kultunaut.dk Her henter vi data fra indtastede arrangementer til vores aktivitetskalender. Her kan du også taste dem ind selv.

Hvis du vil gøre dig håb om at få omtaler med, så skal du skrive en kort beskrivende tekst direkte i en e-mail til redaktion@dinavis.dk

I e-mailen skal du tænke over følgende: hvem, hvad, hvor, hvorfor og hvilken ugedag det finder sted.

Og vedhæfte et relevant billede i jpg. Billedet skal fylde over 500 kb for at kunne trykkes.

Vi sorterer hver uge i en del tilsendt materiale. Hvis det er tilgængeligt, ryger det nemmere med. Hvis det er i PDF, Word, eller skal hentes via et eksternt link, så skal det være rigtig godt og vigtigt, før vi vil bruge tid på at pille i det.

Velkommen til hverdagen.