Fortsæt til indhold

Tidligere bankdirektør i Østjydsk Bank ny chef i Rønde Sparekasse

Max Hovedskov tager over efter Ole Bonde som direktør i Rønde Sparekasse

Samfund

Den forhenværende bankdirektør i den krakkede Østjydsk Bank, Max Hovedskov, tiltræder som ny bankdirektør i Rønde Sparekasse efter Ole Bonde, som tidligere på året meddelte bestyrelsen, at han efter knap 7 år som direktør ønskede at stoppe.

Senere kom det frem, at Ole Bonde skulle være ny direktør i Langå Sparekasse.

Hans afløser, Max Hovedskov, måtte tidligere på året konstatere, at det lykkedes ham at få Østjydsk Bank på ret kurs igen. Dermed var banken tvunget til at indgive konkursbegæring.

De 14.000 kunder i Østjydsk Bank blev overtaget af Sparekassen Vendsyssel sammen med udlån for 1,6 mia. kr., indlån for 2,2 mia. kr. og garantier for cirka 0,7 mia. kr.

Til Finanswatch var han ikke i tvivl om, hvad endte med, at bankens deroute:

”Vi skal være ærlige og erkende, at vi har haft alt for mange store engagementer med svag bonitet. Selv om vi har haft bedre konjunkturer de seneste år har det ikke været nok. Når de meget store kunder er kommet i vanskeligheder, har det kostet os for meget.”

Ingen vaklen

Max Hovedskov fortsatte som regionsdirektør i Sparekassen Vendsyssel, og hos Rønde Sparekasses bestyrelse var der ingen tvivl om, at Max Hovedskov er den rigtige til at fortsætte det arbejde, som Ole Bonde har stået i spidsen for.

”Vi er i bestyrelsen overbeviste om, at vi med valget af Max Hovedskov får en direktør, der med sin store erfaring kan videreføre Rønde Sparekasse som et stærkt og selvstændigt pengeinstitut til glæde for vore kunder og medarbejdere - og til gavn for lokalsamfundet,” udtaler bestyrelsesformand Annelise Udsen i den pressemeddelelse som Rønde Sparekasse har sendt ud i anledning, at Max Hovedskovs ansættelse.

Ole Bondes målsætning, da for syv år siden kom til Rønde, lød således, fortalte han i marts 2018 til Lokalavisen:

“Da jeg startede for syv år siden i Rønde Sparekasse drømte jeg om at øge medarbejderstyrken fra de dengang syv ansatte til ti. Nu er vi 19. Jeg drømte også at bringe balancen op på 1 million. Det mål er også meget tæt på at være nået på de syv år, så mine drømme er gået i opfyldelse, og nu er det så tid til at drømme videre et andet sted, men mine nye drømme holder jeg for mig selv.”

Fortid i Ebeltoft

Sammen med sin familie bor Max Hovedskov i Over Hornbæk.

I godt tre år i perioden 1995-1998 var han ansat som afdelingsdirektør for Djurslands Bank i Ebeltoft. Siden blev det til godt 12 år som afdelingsdirektør i Sydbank, før han startede sit engagement i Østjydsk Bank i august 2010 - først som vicedirektør og siden som direktør.

Han har taget en HD i organisation fra Aalborg Universitet.