Indvielse af badebro i flot sommersol
Alt klappede, da Knebel Strand Brolaug lørdag fik placeret sin nye badebro i Knebel Vig
Vejret var med Knebel Strand Brolaug, som lørdag havde planlagt opsætning af badebroen ved Knebel Strand.
Og forberedelserne havde stået på igennem et længere stykke tid. Placering og bestilling af bro, tilladelser, finansiering og fondsansøgninger, kommunikation med grundejerforeningerne i området, presseomtale osv. - og ikke mindst nedsættelse af brolauget, så der organisatorisk er sikret opbakning til badebroen.
”Frivillige hjælpere havde på forhånd stillet deres arbejdskraft til rådighed på dagen, og arbejdet kunne således begynde,” fortæller Lene Brejnegaard, der har været med i planlægningsgruppen.
Midlerne til indkøb og installation af badebroen er kommet fra Tved Sparekasses Fond, Sparekassen Djursland og Distriktsrådet for Mols og Helgenæs (Borgerforeningen).
Elementerne til broen skulle flyttes ned på stranden, så grejet var inde for rækkevidde. Broen var købt og bestilt med en professionel montør som ansvarlig – resten af arbejdet blev udført af fremtidige brugere.
Der blev knoklet igennem hele dagen kun afbrudt af spise- og kaffepauser.
Åbningen af broen var planlagt til kl. 16.00, og sponsorer og lokalbefolkningen i øvrigt var inviteret til at deltagelse i markeringen.
Den officielle åbning med klipning af det røde silkebånd blev foretaget af formand for brolauget, Line Lindgaard, bistået af næstformand Helle Buur Pedersen.
”Ingen tvivl om, at broen bliver til glæde for mange beboere og gæster, og helt sikkert er det, at projektet omkring virkeliggørelse af en badebro ved Knebel Strand har styrket fællesskabet for beboerne omkring vigen,” siger Lene Brejnegaard.