Motor: Veteranbilfolk på besøg i Mostens hule
Værkstedsmuseum Oldtimer fik rundvisning og snak i Mosten MC
»Det var en vældig aften. Virkelig interessant. Der var ikke nogen af os, der havde set det på den måde før, med rundvisning og forklaring,« siger Ernst Pedersen, kasserer i Værkstedsmuseum Oldtimer i Allingåbro.
Omkring 20 veteranbiler og en enkelt motorcykel var tirsdagen før påske parkeret udenfor Mosten MCs hovedkvarter i Bode Enge. Nej, de skulle ikke køre ræs - de 35 medlemmer af værkstedsmuseet var kommet til en stille og rolig rundvisning i Mosten MC.
Rundvisning og billeder
Deltagerne blev først inviteret indenfor i klublokalet, hvor Mosten MC bød på øl og sodavand. Med drikkevarerne i hånden blev de i to hold ført rundt i klubhuset, hallen og kaffebaren. Selvfølgelig var de også ude og se den berømte bane på 200 meter poleret og jævn asfalt, som Mosten MC har fået anlagt til race og træf.
Bagefter var de inde i klubhuset, hvor de kunne se powerpoint-billeder, mens medlemmer af Mostens fortalte om klubbens historie og om aktiviteterne. Bjørn Black, Hans Jørgen Hitz, formand Johnny Kristensen og Jan Lindrup supplerede hinanden med hændelser, årstal og anekdoter. Der var en del at fortælle om klubhuset, som Mosten MC i første omgang erhvervede som faldefærdigt hus, fik det sat i stand og siden væltede det og i stedet opførte det nuværende klubhus.
Mosten MC gav kaffe og Veteranmuseet gav kage.
»Vi synes, det var en rigtig god og vellykket aften. Og det var da sjovt at møde folk i byen, man kender, og opdage at de også er interesseret i motorer og er medlem af værkstedsmuseet,« siger Johnny Kristensen.