Fortsæt til indhold

Politirapporten

Samfund

Onsdag 13. april

Klokken 08.26 blev en 46-årig mandlig bilist, anholdt og sigtet for narkokørsel, da han var blevet standset af en patrulje på Clausholmvej, 8960 Randers SØ.

Mellem 9. april klokken 18 og 13. april klokken 9 er der begået indbrud i en adresse på Fyrrevænget i Hornbæk.

Torsdag 14. april

Østjyllands Politi oplyser, at det var tydeligt, at flere af påskefrokosterne fortsatte i bylivet i blandt andet Aarhus og Randers, hvor der var mange folk på restaurationerne. Dette gav også arbejde til patruljerne, og politiet havde flere sager vedrørende overtrædelser af ordensbekendtgørelsen og enkelte personer, der måtte sove den ud i detentionen. Generelt opførte folk sig dog ordentligt, skriver politiet i deres døgnrapport.

Fredag 15. april

På Klattrupgade i Havndal klokken 19.53 standsede politiet en 64-årig mand, der kom kørende i bil. Han var frakendt sit kørekort, og derfor blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

I Randers og omegn blev der fredag anmeldt fire indbrud. Mellem søndag den 3. april om eftermiddagen og fredag formiddag er der begået indbrud på en adresse på Hejmdalsvej i Randers NV. I samme tidsrum er der også begået indbrud på Vestergade i Randers C

På Drejersvej i Randers NV er er der mellem onsdag klokken 17 og fredag klokken 16 begået indbrud. Til sidst har politiet også fået en anmeldelse om indbrud på Fortunavej i Paderup fredag klokken 11.19.

Lørdag 16. april

Klokken 11 blev tre personer fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers. En 19-årig kvinde, en 19-årig mand og en 23-årig mand var alle tre sigtede for salg af narko. Anklageren anmodede om lukkede døre.

En 35-årig mand blev klokken 11.25 standset i bil på Nørre Boulevard i Randers. Han blev anholdt og sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand.

Søndag 17. april

På Helstedvej i Randers NV blev en 24-årig mand, der kom kørende i bil, standset af politiet klokken 16.49. Manden blev anholdt og sigtet for narkokørsel.

Mellem torsdag klokken 15 og søndag klokken 9.30 er der begået et indbrud på en adresse på Aalborggade i Vorup.

Mandag 18. april

På Oust Møllevej i Randers NV er der begået begået et indbrud klokken 00.48.

Klokken 16.34 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået ild i et segboard, der havde stået til opladning indenfor i et hus på Trelleborg Allé i Randers NV. Den 50-årige kvinde, der bor i huset, havde bemærkede nogle mærkelige lyde fra boardet og tog det derfor med ud og satte det uden for døren.

Da hun kort efter hørte flere mærkelige lyde udenfor, gik hun ud og kiggede til segboardet, der nu var brudt i brand. Kvinden fik flyttet sin bil og fik skubbet segboardet ud af indkørslen. Brandvæsnet blev tilkaldt og fik hurtigt slukket ilden. Branden havde medført sodskader på fliser og mursten, men ingen personer var kommet noget til.

En 22-årig kvinde holdt mandag aften klokken 18.24 for rødt i venstre svingbane i krydset Hadstenvej/Tulipvej ved Sønder Borup. Da lyset skiftede til grønt, kørte hun frem. Hun overså dog en modkørende bil, der blev kørt af en 50-årig mand. Derfor stødte de to biler sammen, og der skete betydelig materiel skade.

Kvinden blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Det har ikke været en stille påske for indbrudstyvene. Mandag er der anmeldt otte indbrud i Randers. På Borup Allé i Randers NV har tyvene været forbi hele to gange. Det ene indbrud er sket mellem torsdag middag og mandag morgen klokken 7. Det andet er sket mellem onsdag aften og mandag morgen.

Også på Ved Byskellet i Randers NV er der begået to indbrud. Her er gerningstidsrummet på det ene lørdag klokken 10 til mandag klokken 11, og på det andet er gerningstidsrummet lørdag klokken 14 til mandag klokken 9.40.

På Urtevangen i Randers NV er der begået indbrud mellem søndag aften og mandag morgen. I nogenlunde samme tidsperiode er der der også begået indbrud på Gærdetoften i Randers NV.

På Parkboulevarden er der begået indbrud mellem torsdag aften og mandag middag. På Langgade i Randers NV er der begået et indbrud mellem søndag eftermiddag og mandag aften.

Tirsdag 19. april

På Højgade i Randers NV er der begået et indbrud mellem søndag klokken 14 og tirsdag klokken 16.

Onsdag 20. april

En patrulje opdagede natten til onsdag klokken 1.10 en 40-årig mand, der kørte rundt på en knallert uden lys i et villakvarter på Dybdalhegnet i Assentoft. Betjentene standsede knallerten, og det viste sig, at den 40-årige var frakendt kørekortet, og hverken havde registreret eller forsikret knallerten korrekt. Det kostede manden tre sigtelser.

De tre sigtelser blev til fire, da betjentene kiggede ned i den taske, som den 40-årige havde med. Her lå der koben, handsker, lommelygter og en elefanthue. Han blev derfor også sigtet for forsøg på indbrud.

Under visitationen af manden fandt betjentene en mindre mængde amfetamin i hans lomme, og han endte derfor med en femte sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer.

Natten til onsdag klokken 00.51 skete der et færdselsuheld på Hadsundvej i Randers. En 25-årig kvindelig bilist mistede kontrollen over sin bil og kørte ind i et træ i siden af vejen. Hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

På baggrund af et tip foretog Østjyllands Politis Grænse- og Udlændingesektion onsdag formiddag en kontrol på en adresse i Randers C. Her traf de en 56-årig thailandsk kvinde, som ikke kunne fremvise en gyldig opholdstilladelse. Hun blev derfor sigtet for ulovligt ophold og tilbageholdes nu på udlændingeloven. Sagen er forelagt Udlændingestyrelsen, der skal vurdere, om kvinden skal udvises af landet.

En 33-årig mandlig bilist blev klokken 10.05 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Kirkegade i Randers C. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da betjentene fandt en mindre mængde amfetamin, da han blev visiteret.

Klokken 15.33 skete der et færdselsuheld på Århusvej i Randers SV. En 25-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af den 44-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 25-årige blev sigtet for ikke at have holdt nok afstand til den forankørende.

Torsdag 21. april

Torsdag morgen var færdselsafdelingen på knallertindsats ved nogle skoler i Assentoft, Mørke, Spentrup og Øster Tørslev. Her blev seks knallertførere sigtet for at have tunet deres køretøj. Den ene fik beslaglagt knallerten, da det var anden gang, han blev taget for den forseelse.

Første gang du bliver standset på en tunet knallert koster det typisk en bøde mellem 1000-2000 kroner og en betinget frakendelse af knallertkørekortet. Anden gang bliver din knallert beslaglagt, og du mister dit knallertkørekort. Er du under 18 år kan det også få betydning for dit kørekort til bil, da du kan få udskudt retten til at tage kørekort til bil i seks måneder.

Om aften fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der havde mistanke om, at der blev handlet med stoffer på Vognmandsgade i Randers C. En patrulje kørte forbi adresse, hvor de traf en 21-årig mand, der passede på det signalement, borgeren havde oplyst.

Den 21-årige mand virkede nervøs ved politiets tilstedeværelse og fremviste selv en ulovlig kniv, som han tog op fra sin bukselomme. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven. Manden blev ikke fundet i besiddelse af narko, men betjentene fandt alligevel anledning til at kigge lidt nærmere på hans lejlighed i Randers C.

Under ransagningen af den 21-åriges lejlighed blev der fundet små poser med mindre mængder hash, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af narkotika. I lejligheden blev der også fundet nogle tusinde kroner i kontanter. Betjentene fandt ud af, at manden skyldte nogle tusinde kroner til politiet, og en del af pengene blev derfor beslaglagt.

Kort efter klokken 9 skete der et færdselsuheld på Dytmærsken, hvor en parkeret bil, hvori der sad en 55-årig mand, blev påkørt af en lastbil, der blev ført af en 74-årig mand. Føreren af lastbilen ønskede ikke umiddelbart at blive på stedet og udveksle oplysninger, hvorfor politiet blev tilkaldt for at assistere med dette. Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet.

Omkring klokken 14.30 skete der et færdselsuheld på Søndergade i Fårup, da en ukendt bilist foretog overhaling af en bil, ført af en 82-årig mand, der efterfølgende blev skubbet ind i tre andre biler, der holdt parkeret på stedet. Der skete betydelig materiel skade ved uheldet, men umiddelbart ingen personskade.

Klokken 17.20 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Marsvej i Paderup.

Fredag 22. april

Den 56-årige thailandske kvinde, der onsdag blev anholdt i Randers C, blev fredag fremstillet i grundlovsforhør. Sagen var forinden blevet forelagt Udlændingestyrelsen, der har besluttet, at kvinden skal udvises af landet med et indrejseforbud på to år. Kvinden blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger, med henblik på at udvisningen kan effektueres.

Lørdag 23. april

Klokken 04.27 blev en 43-årig mandlig bilist, anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han var blevet standset af en patrulje på Vestergade i Randers C.

Via alarmcentralen blev der klokken 22.15 anmeldt, at der blev affyret nødblus ved Randers Fjrord. Indsatsledere fra politi og brandvæsen blev sendt til stedet. En båd blev sendt på vandet for at undersøge sagen. Der blev intet fundet. I samråd med Søværnet blev det vurderet, at der var tale om en falsk anmeldelse.

Der blev anmeldt et enkelt indbrud. Mellem fredag klokken 18 og lørdag klokken 01 brød ukendte gerningsmænd ind på en adresse på Nedre Vej i Albæk-området.

Søndag 24. april

En 30-årig mandlig bilist blev klokken 00.19 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej ved Randers.

Klokken 03.58 blev en 49-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på St. Voldgade i Randers C.

Klokken 13.55 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hadsundvej i Randers.

På Lindbjergvej mellem Støvring og Lindbjerg er der mellem tirsdag den 19. april klokken 16 og søndag klokken 12.30 begået et indbrud.

Mandag 25. april

Østjyllands Politi fremstiller klokken 11.00 i Retten i Randers en 35-årig mand, der sigtes for salg af narkotika ved natten til mandag klokken 01.00 på en adresse i det nordøstlige Randers at være fundet i besiddelse af amfetamin samt kort forinden i sin bil at være fundet i besiddelse af adskillige tusinde kroner, som formodes at stamme fra salg af over et kilo amfetamin. Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning, og derfor er der ved avisens deadline ikke yderligere oplysninger om sagen.